Proverbs 5

Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,

fili mi adtende sapientiam meam et prudentiae meae inclina aurem tuam

at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig.

ut custodias cogitationes et disciplinam labia tua conservent

Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;

favus enim stillans labia meretricis et nitidius oleo guttur eius

men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;

novissima autem illius amara quasi absinthium et acuta quasi gladius biceps

hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed;

pedes eius descendunt in mortem et ad inferos gressus illius penetrant

hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.

per semitam vitae non ambulat vagi sunt gressus eius et investigabiles

Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!

nunc ergo fili audi me et ne recedas a verbis oris mei

Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,

longe fac ab ea viam tuam et ne adpropinques foribus domus eius

at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År.

ne des alienis honorem tuum et annos tuos crudeli

at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,

ne forte impleantur extranei viribus tuis et labores tui sint in domo aliena

så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen,

et gemas in novissimis quando consumpseris carnes et corpus tuum et dicas

og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse,

cur detestatus sum disciplinam et increpationibus non adquievit cor meum

så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!

nec audivi vocem docentium me et magistris non inclinavi aurem meam

Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!"

paene fui in omni malo in medio ecclesiae et synagogae

Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;

bibe aquam de cisterna tua et fluenta putei tui

lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene!

deriventur fontes tui foras et in plateis aquas tuas divide

Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!

habeto eas solus nec sint alieni participes tui

Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,

sit vena tua benedicta et laetare cum muliere adulescentiae tuae

den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!

cerva carissima et gratissimus hinulus ubera eius inebrient te omni tempore in amore illius delectare iugiter

Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?

quare seduceris fili mi ab aliena et foveris sinu alterius

Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;

respicit Dominus vias hominis et omnes gressus illius considerat

den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;

iniquitates suae capiunt impium et funibus peccatorum suorum constringitur

han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.

ipse morietur quia non habuit disciplinam et multitudine stultitiae suae decipietur