Job 30

Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.

nunc autem derident me iuniores tempore quorum non dignabar patres ponere cum canibus gregis mei

Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,

quorum virtus manuum erat mihi pro nihilo et vita ipsa putabantur indigni

tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark

egestate et fame steriles qui rodebant in solitudine squalentes calamitate et miseria

og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.

et mandebant herbas et arborum cortices et radix iuniperorum erat cibus eorum

Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.

qui de convallibus ista rapientes cum singula repperissent ad ea cum clamore currebant

De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.

in desertis habitabant torrentium et in cavernis terrae vel super glaream

De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,

qui inter huiuscemodi laetabantur et esse sub sentibus delicias conputabant

en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.

filii stultorum et ignobilium et in terra penitus non parentes

Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;

nunc in eorum canticum versus sum et factus sum eis proverbium

de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.

abominantur me et longe fugiunt a me et faciem meam conspuere non verentur

Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.

faretram enim suam aperuit et adflixit me et frenum posuit in os meum

Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig

ad dexteram orientis calamitatis meae ilico surrexerunt pedes meos subverterunt et oppresserunt quasi fluctibus semitis suis

min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;

dissipaverunt itinera mea insidiati sunt mihi et praevaluerunt et non fuit qui ferret auxilium

de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,

quasi rupto muro et aperta ianua inruerunt super me et ad meas miserias devoluti sunt

Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.

redactus sum in nihili abstulisti quasi ventus desiderium meum et velut nubes pertransiit salus mea

Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:

nunc autem in memet ipso marcescit anima mea et possident me dies adflictionis

Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.

nocte os meum perforatur doloribus et qui me comedunt non dormiunt

Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.

in multitudine eorum consumitur vestimentum meum et quasi capitio tunicae sic cinxerunt me

Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.

conparatus sum luto et adsimilatus favillae et cineri

Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;

clamo ad te et non exaudis me sto et non respicis me

grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.

mutatus es mihi in crudelem et in duritia manus tuae adversaris mihi

Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;

elevasti me et quasi super ventum ponens elisisti me valide

thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.

scio quia morti tradas me ubi constituta domus est omni viventi

Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?

verumtamen non ad consumptionem eorum emittis manum tuam et si corruerint ipse salvabis

Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?

flebam quondam super eum qui adflictus erat et conpatiebatur anima mea pauperi

Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;

expectabam bona et venerunt mihi mala praestolabar lucem et eruperunt tenebrae

ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;

interiora mea efferbuerunt absque ulla requie praevenerunt me dies adflictionis

trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;

maerens incedebam sine furore consurgens in turba clamavi

Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.

frater fui draconum et socius strutionum

Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;

cutis mea denigrata est super me et ossa mea aruerunt prae caumate

min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!

versa est in luctum cithara mea et organum meum in vocem flentium