Job 13

Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;
Ecco, l’occhio mio tutto questo l’ha veduto; l’orecchio mio l’ha udito e l’ha inteso.
hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer.
Quel che sapete voi lo so pur io, non vi sono punto inferiore.
Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,
Ma io vorrei parlare con l’Onnipotente, avrei caro di ragionar con Dio;
mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe.
giacché voi siete de’ fabbri di menzogne, siete tutti quanti de’ medici da nulla.
Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise!
Oh se serbaste il silenzio! esso vi conterebbe come sapienza.
Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage!
Ascoltate, vi prego, quel che ho da rimproverarvi; state attenti alle ragioni delle mie labbra!
Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?
Volete dunque difendere Iddio parlando iniquamente? sostener la sua causa con parole di frode?
Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?
Volete aver riguardo alla sua persona? e costituirvi gli avvocati di Dio?
Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?
Sarà egli un bene per voi quando vi scruterà a fondo? credete ingannarlo come s’inganna un uomo?
Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.
Certo egli vi riprenderà severamente se nel vostro segreto avete dei riguardi personali.
Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder?
La maestà sua non vi farà sgomenti? Il suo terrore non piomberà su di voi?
Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.
I vostri detti memorandi son massime di cenere; i vostri baluardi son baluardi d’argilla.
Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!
Tacete! lasciatemi stare! voglio parlare io, e m’avvenga quello che può!
Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd;
Perché prenderei la mia carne coi denti? Metterò piuttosto la mia vita nelle mie mani.
se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.
Ecco, egli m’ucciderà; non spero più nulla; ma io difenderò in faccia a lui la mia condotta!
Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!
Anche questo servirà alla mia salvezza; poiché un empio non ardirebbe presentarsi a lui.
Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører!
Ascoltate attentamente il mio discorso, porgete orecchio a quanto sto per dichiararvi.
Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!
Ecco, io ho disposto ogni cosa per la causa; so che sarò riconosciuto giusto.
Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!
V’è qualcuno che voglia farmi opposizione? Se v’è io mi taccio e vo’ morire.
Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:
Ma, o Dio, concedimi solo due cose, e non mi nasconderò dal tuo cospetto:
Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!
ritirami d’addosso la tua mano, e fa’ che i tuoi terrori non mi spaventin più.
Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!
Poi interpellami, ed io risponderò; o parlerò io, e tu replicherai.
Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!
Quante sono le mie iniquità, quanti i miei peccati? Fammi conoscere la mia trasgressione, il mio peccato!
Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?
Perché nascondi il tuo volto, e mi tieni in conto di nemico?
Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå,
Vuoi tu atterrire una foglia portata via dal vento? Vuoi tu perseguitare una pagliuzza inaridita?
at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,
tu che mi condanni a pene così amare, e mi fai espiare i falli della mia giovinezza,
lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje. indkredser mine Fødders Trin!
tu che metti i miei piedi nei ceppi, che spii tutti i miei movimenti, e tracci una linea intorno alla pianta de’ miei piedi?
Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,
Intanto questo mio corpo si disfa come legno tarlato, come un abito roso dalle tignuole.