Proverbs 26

Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe.

Kao snijeg ljeti ili kiša o žetvi, tako pristaju počasti bezumnomu.

Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden mod sagesløs Mand.

Kao vrabac kad prhne i lastavica kad odleti, tako se i bezrazložna kletva ne ispunja.

Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Tåbers Ryg.

Bič konju, uzda magarcu, a šiba leđima bezumnika.

Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han.

Ne odgovaraj bezumniku po njegovoj ludosti, da mu i sam ne postaneš jednak.

Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.

Odgovori bezumniku po ludosti njegovoj, da se ne bi učinio sam sebi mudar.

Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Tåbe.

Odsijeca noge sebi i gorčinu pije tko po bezumnom poruke šalje.

Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund.

Klecava bedra u hromoga - mudra je izreka u ustima bezumničkim.

Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Tåbe.

Kamen za praćku vezuje tko bezumnom iskazuje čast.

Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Tåbers Mund.

Trnovita grana u ruci pijanice: mudra izreka u ustima bezumnika.

Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejer en Tåbe og en drukken.

Strijelac koji ranjava sve prolaznike: takav je onaj tko unajmljuje bezumnika.

Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab.

Bezumnik se vraća svojoj ludosti kao što se pas vraća na svoju bljuvotinu.

Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håb end for ham.

Vidiš li čovjeka koji se sam sebi mudrim čini? Znaj, i od bezumnika ima više nade nego od njega!

Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!"

Lijenčina veli: "Zvijer je na putu, i lav je na ulicama."

Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje.

Kao što se vrata okreću na stožerima svojim, tako i lijenčina na postelji svojoj.

Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til Munden.

Lijenčina umače ruku u zdjelu, ali je ne može prinijeti ustima.

Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.

Lijenčina se čini sebi mudrijim od sedmorice koji umno odgovaraju.

Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.

Psa za uši hvata tko se, u prolazu, umiješa u raspru koja ga se ne tiče.

Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,

Kao bjesomučnik koji baca zublje, strelice i sije smrt,

er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun."

takav je čovjek koji vara bližnjega svoga i veli: "Samo se našalih."

Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.

Kad nestane drva, oganj se gasi, i kad više nema klevetnika, prestaje svađa.

Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.

Ugljen je za žeravnicu i drvo za oganj, a svadljivac da raspaljuje svađu.

Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.

Klevetnikove su riječi kao slastice: spuštaju se u dno utrobe.

Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.

Srebrna gleđa preko zemljana suđa: laskave usne i opako srce.

Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;

Mrzitelj hini usnama svojim, a u sebi nosi prijevaru;

gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.

ne vjeruj mu kad ljupkim glasom govori, jer u srcu mu je sedam grdila;

Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.

ako himbom skriva mržnju, njegova će se opačina otkriti na zboru.

I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.

Tko jamu kopa, sam u nju pada, i tko kamen valja, na njega se prevaljuje.

Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.

Lažljiv jezik mrzi svoje žrtve, laskava usta propast spremaju.