Proverbs 14

Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned.

Ženska mudrost sagradi kuću, a ludost je rukama razgrađuje.

Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe.

Tko živi s poštenjem, boji se Jahve, a tko ide stranputicom, prezire ga.

I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt.

U luđakovim je ustima šiba za oholost njegovu, a mudre štite vlastite usne.

Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.

Gdje nema volova, prazne su jasle, a obilna je žetva od snage bikove.

Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.

Istinit svjedok ne laže, a krivi svjedok širi laž.

Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.

Podsmjevač traži mudrost i ne nalazi je, a razumni lako dolazi do znanja.

Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.

Idi od čovjeka bezumna jer nećeš upoznati usne što zbore znanje.

Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.

Mudrost je pametna čovjeka u tom što pazi na svoj put, a bezumnička ludost prijevara je.

Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige.

Luđacima je grijeh šala, a milost je Božja s poštenima.

Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.

Srce poznaje svoj jad, i veselje njegovo ne može dijeliti nitko drugi.

Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.

Dom opakih propast će, a šator će pravednika procvasti.

Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.

Neki se put učini čovjeku prav, a na koncu vodi k smrti.

Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.

I u smijehu srce osjeća bol, a poslije veselja dolazi tuga.

Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.

Otpadnik se siti svojim prestupcima, a dobar čovjek svojim radom.

Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.

Glupan vjeruje svakoj riječi, a pametan pazi na korak svoj.

Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.

Mudar se boji i oda zla se uklanja, a bezuman se raspaljuje i bez straha je.

Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.

Nagao čovjek čini ludosti, a razborit ih podnosi.

De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.

Glupaci baštine ludost, a mudre ovjenčava znanje.

Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.

Zli padaju ničice pred dobrima i opaki pred vratima pravednikovim.

Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.

I svom prijatelju mrzak je siromah, a bogataš ima mnogo ljubitelja.

Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.

Griješi tko prezire bližnjega svoga, a blago onomu tko je milostiv ubogima.

De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.

Koji snuju zlo, ne hode li stranputicom, a zar nisu dobrota i vjernost s onima koji snuju dobro?

Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.

U svakom trudu ima probitka, a pusto brbljanje samo je na siromaštvo.

De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.

Mudrima je vijenac bogatstvo njihovo, a bezumnima kruna - njihova ludost.

Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.

Istinit svjedok izbavlja duše, a tko laži širi, taj je varalica.

Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.

U strahu je Gospodnjem veliko pouzdanje i njegovim je sinovima utočište.

HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.

Strah Gospodnji izvor je života: on izbavlja od zamke smrti.

At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald.

Mnoštvo je naroda ponos kralju, a bez puka knez propada.

Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab.

Tko se teško srdi, velike je razboritosti, a nabusit duhom pokazuje ludost.

Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.

Mirno je srce život tijelu, a ljubomor je gnjilež u kostima.

At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.

Tko tlači siromaha huli na stvoritelja, a časti ga tko je milostiv ubogomu.

Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.

Opaki propada zbog vlastite pakosti, a pravednik i u samoj smrti nalazi utočište.

Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke.

U razumnu srcu mudrost počiva, a što je u bezumnome, to se i pokaže.

Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.

Pravednost uzvisuje narod, a grijeh je sramota pucima.

En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.

Kralju je mio razborit sluga, a na sramotna se srdi.