Job 13

Očima svojim sve to ja vidjeh, ušima svojim čuh i razumjeh.

Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;

Sve što vi znate znadem to i ja, ni u čemu od vas gori nisam.

hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer.

Zato, zborit' moram sa Svesilnim, pred Bogom svoj razlog izložiti.

Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,

Jer, kovači laži vi ste pravi, i svi ste vi zaludni liječnici!

mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe.

Kada biste bar znali šutjeti, mudrost biste svoju pokazali!

Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise!

Dokaze mi ipak poslušajte, razlog mojih usana počujte.

Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage!

Zar zbog Boga govorite laži, zar zbog njega riječi te prijevarne?

Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?

Zar biste pristrano branit' htjeli Boga, zar biste mu htjeli biti odvjetnici?

Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?

Zar bi dobro bilo da vas on ispita? Zar biste ga obmanuli k'o čovjeka?

Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?

Kaznom preteškom on bi vas pokarao poradi potajne vaše pristranosti.

Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.

Zar vas veličanstvo njegovo ne plaši i zar vas od njega užas ne spopada?

Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder?

Razlozi su vam od pepela izreke, obrana je vaša obrana od blata.

Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.

Umuknite sada! Dajte da govorim, pa neka me poslije snađe što mu drago.

Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!

Zar da meso svoje sam kidam zubima? Da svojom rukom život upropašćujem?

Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd;

On me ubit' može: nade druge nemam već da pred njim svoje držanje opravdam.

se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.

I to je već zalog mojega spasenja, jer bezbožnik preda nj ne može stupiti.

Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!

Pažljivo mi riječi poslušajte, nek' vam prodre u uši besjeda.

Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører!

Gle: ja sam pripremio parnicu, jer u svoje sam pravo uvjeren.

Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!

Tko se sa mnom hoće parničiti? - Umuknut ću potom te izdahnut'.

Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!

Dvije mi molbe samo ne uskrati da se od tvog lica ne sakrivam:

Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:

digni s mene tešku svoju ruku i užasom svojim ne straši me.

Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!

Tada me pitaj, a ja ću odgovarat'; ili ja da pitam, ti da odgovaraš.

Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!

Koliko počinih prijestupa i grijeha? Prekršaj mi moj pokaži i krivicu.

Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!

Zašto lice svoje kriješ sad od mene, zašto u meni vidiš neprijatelja?

Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?

Zašto strahom mučiš list vjetrom progonjen, zašto se na suhu obaraš slamčicu?

Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå,

O ti, koji mi gorke pišeš presude i teretiš mene grijesima mladosti,

at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,

koji si mi noge u klade sapeo i koji bdiš nad svakim mojim korakom i tragove stopa mojih ispituješ!

lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje. indkredser mine Fødders Trin!

Život mi se k'o trulo drvo raspada, k'o haljina što je moljci izjedaju!

Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,