Job 29

وَعَادَ أَيُّوبُ يَنْطِقُ بِمَثَلِهِ فَقَالَ:

Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

«يَا لَيْتَنِي كَمَا فِي الشُّهُورِ السَّالِفَةِ وَكَالأَيَّامِ الَّتِي حَفِظَنِي اللهُ فِيهَا،

Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

حِينَ أَضَاءَ سِرَاجَهُ عَلَى رَأْسِي، وَبِنُورِهِ سَلَكْتُ الظُّلْمَةَ.

da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

كَمَا كُنْتُ فِي أَيَّامِ خَرِيفِي، وَرِضَا اللهِ عَلَى خَيْمَتِي،

som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,

وَالْقَدِيرُ بَعْدُ مَعِي وَحَوْلِي غِلْمَانِي،

da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

إِذْ غَسَلْتُ خَطَوَاتِي بِاللَّبَنِ، وَالصَّخْرُ سَكَبَ لِي جَدَاوِلَ زَيْتٍ.

da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,

حِينَ كُنْتُ أَخْرُجُ إِلَى الْبَابِ فِي الْقَرْيَةِ، وَأُهَيِّئُ فِي السَّاحَةِ مَجْلِسِي.

da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.

رَآنِي الْغِلْمَانُ فَاخْتَبَأُوا، وَالأَشْيَاخُ قَامُوا وَوَقَفُوا.

Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,

الْعُظَمَاءُ أَمْسَكُوا عَنِ الْكَلاَمِ، وَوَضَعُوا أَيْدِيَهُمْ عَلَى أَفْوَاهِهِمْ.

Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,

صَوْتُ الشُّرَفَاءِ اخْتَفَى، وَلَصِقَتْ أَلْسِنَتُهُمْ بِأَحْنَاكِهِمْ.

Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

لأَنَّ الأُذُنَ سَمِعَتْ فَطَوَّبَتْنِي، وَالْعَيْنَ رَأَتْ فَشَهِدَتْ لِي،

Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.

لأَنِّي أَنْقَذْتُ الْمِسْكِينَ الْمُسْتَغِيثَ وَالْيَتِيمَ وَلاَ مُعِينَ لَهُ.

Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

بَرَكَةُ الْهَالِكِ حَلَّتْ عَلَيَّ، وَجَعَلْتُ قَلْبَ الأَرْمَلَةِ يُسَرُّ.

den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

لَبِسْتُ الْبِرَّ فَكَسَانِي. كَجُبَّةٍ وَعَمَامَةٍ كَانَ عَدْلِي.

jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.

كُنْتُ عُيُونًا لِلْعُمْيِ، وَأَرْجُلاً لِلْعُرْجِ.

Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;

أَبٌ أَنَا لِلْفُقَرَاءِ، وَدَعْوَى لَمْ أَعْرِفْهَا فَحَصْتُ عَنْهَا.

jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

هَشَّمْتُ أَضْرَاسَ الظَّالِمِ، وَمِنْ بَيْنِ أَسْنَانِهِ خَطَفْتُ الْفَرِيسَةَ.

den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.

فَقُلْتُ: إِنِّي فِي وَكْرِي أُسَلِّمُ الرُّوحَ، وَمِثْلَ السَّمَنْدَلِ أُكَثِّرُ أَيَّامًا.

Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;

أَصْلِي كَانَ مُنْبَسِطًا إِلَى الْمِيَاهِ، وَالطَّلُّ بَاتَ عَلَى أَغْصَانِي.

min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;

كَرَامَتِي بَقِيَتْ حَدِيثَةً عِنْدِي، وَقَوْسِي تَجَدَّدَتْ فِي يَدِي.

min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"

لِي سَمِعُوا وَانْتَظَرُوا، وَنَصَتُوا عِنْدَ مَشُورَتِي.

Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;

بَعْدَ كَلاَمِي لَمْ يُثَنُّوا، وَقَوْلِي قَطَرَ عَلَيْهِمْ.

ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;

وَانْتَظَرُونِي مِثْلَ الْمَطَرِ، وَفَغَرُوا أَفْوَاهَهُمْ كَمَا لِلْمَطَرِ الْمُتَأَخِّرِ.

de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.

إِنْ ضَحِكْتُ عَلَيْهِمْ لَمْ يُصَدِّقُوا، وَنُورَ وَجْهِي لَمْ يُعَبِّسُوا.

Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.

كُنْتُ أَخْتَارُ طَرِيقَهُمْ وَأَجْلِسُ رَأْسًا، وَأَسْكُنُ كَمَلِكٍ فِي جَيْشٍ، كَمَنْ يُعَزِّي النَّائِحِينَ.

Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.