Job 20

Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde

"Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig;

til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar!

Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden,

at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket?

Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky,

som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?"

Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort;

Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen.

Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans Gods tilbage.

Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.

Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge,

sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,

så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;

Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug,

han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel;

han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde;

han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods.

Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget.

Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke;

ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke;

midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham.

For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham.

Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen;

en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler,

idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt.

Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham.

Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag.

Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde!