Job 30

Men nu ler de av mig, de som er yngre av år enn jeg, hvis fedre jeg aktet så ringe at jeg ikke vilde sette dem blandt mine fehunder.

Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.

Hvad hjelp kunde jeg også ha av dem, de som har mistet all manndomskraft?

Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,

De er uttæret av nød og sult; de gnager på den tørre mo, som allerede igår var ørk og øde;

tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark

de plukker melde innunder buskene, og gyvelbuskens røtter er deres brød.

og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.

Fra menneskenes samfund jages de ut; folk roper efter dem som efter tyver.

Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.

I fryktelige kløfter må de bo, i huler i jord og berg.

De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.

Mellem buskene skriker de, i neslekratt samler de sig,

De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,

barn av dårer og æreløse folk, pisket ut av landet.

en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.

Og nu er jeg blitt til en spottesang og et ordsprog for dem.

Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;

De avskyr mig, holder sig langt borte fra mig, og mitt ansikt sparer de ikke for spytt;

de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.

for de har løst sine tøiler og ydmyket mig, og bislet har de kastet av for mine øine.

Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.

Ved min høire side reiser deres yngel sig; mine føtter støter de bort og legger sine ulykkesveier mot mig.

Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig

De bryter op min sti, de gjør hvad de kan for å ødelegge mig, de som selv ingen hjelper har.

min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;

Som gjennem en vid revne kommer de; gjennem nedstyrtende murer velter de sig frem.

de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,

Redsler har vendt sig mot mig, som stormen forfølger de min ære, og som en sky er min velferd faret bort.

Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.

Og nu utøser min sjel sig i mig; trengsels dager holder mig fast.

Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:

Natten gjennemborer mine ben, så de faller av, og min verk og pine hviler ikke.

Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.

Ved Guds store kraft er det blitt slik med mig at min klædning ikke er til å kjenne igjen; den henger tett omkring mig som kraven på min underkjortel.

Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.

Han har kastet mig ut i skarnet, så jeg er blitt lik støv og aske.

Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.

Jeg skriker til dig, men du svarer mig ikke; jeg står der, og du bare ser på mig.

Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;

Du er blitt grusom mot mig, med din sterke hånd forfølger du mig.

grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.

Du løfter mig op i stormen, du lar mig fare avsted, og du lar mig forgå i dens brak;

Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;

for jeg vet at du fører mig til døden, til den bolig hvor alt levende samles.

thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.

Dog, rekker ikke mennesket ut sin hånd når alt synker i grus? Skriker han ikke om hjelp når han er kommet i ulykke?

Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?

Gråt jeg ikke selv over den som hadde hårde dager? Sørget ikke min sjel over den fattige?

Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?

For jeg ventet godt, men det kom ondt; jeg håpet på lys, men det kom mørke.

Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;

Mine innvoller koker og er ikke stille; trengsels dager er kommet over mig.

ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;

Sort går jeg omkring, men ikke av solens hete; midt iblandt folk reiser jeg mig og roper om hjelp.

trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;

Jeg er blitt en bror av sjakaler og en stallbror av strutser.

Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.

Min hud er sort og faller av mig, og mine ben er brent av hete.

Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;

Og min citar er blitt til sorg, og min fløite til gråt og klage.

min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!