Job 29

Og Job blev ved å fremføre sin visdomstale og sa:

Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

Å, om jeg hadde det som i fordums måneder, som i de dager da Gud vernet om mig,

Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

da hans lampe skinte over mitt hode, da jeg ved hans lys vandret gjennem mørket,

da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

slik som jeg hadde det i min modne manndoms dager, da Guds vennskap hvilte over mitt telt,

som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,

da den Allmektige ennu var med mig, og jeg hadde mine barn omkring mig,

da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

da mine føtter badet sig i melk, og berget ved mitt hus lot bekker av olje strømme frem!

da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,

Når jeg gikk op til porten i byen og inntok mitt sete på torvet,

da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.

da drog de unge sig unda ved synet av mig, og de gråhårede reiste sig og blev stående;

Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,

høvdinger lot være å tale og la hånden på sin munn;

Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,

de fornemme tidde stille, og deres tunge blev hengende ved ganen.

Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

Enhver som hørte om mig, priste mig lykkelig, og hver den som så mig, gav mig lovord.

Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.

For jeg berget armingen som ropte om hjelp, og den farløse som ingen hjelper hadde.

Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

Den som var sin undergang nær, velsignet mig, og enkens hjerte fikk jeg til å juble.

den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

Jeg klædde mig i rettferdighet, og den opslo sin bolig i mig; rettsinn bar jeg som kappe og hue.

jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.

Øine var jeg for den blinde, og føtter var jeg for den halte.

Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;

En far var jeg for de fattige, og ukjente folks sak gransket jeg.

jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

Jeg knuste den urettferdiges kjever og rev byttet bort fra hans tenner.

den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.

Jeg tenkte da: I mitt rede skal jeg få dø, og mine dager skal bli tallrike som sand.

Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;

Min rot skal ligge åpen for vann, og nattens dugg skal falle på mine grener.

min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;

Min ære blir alltid ny, og min bue forynges i min hånd.

min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"

Mig hørte de på, de ventet og lyttet i taushet til mitt råd.

Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;

Når jeg hadde talt, tok de ikke til orde igjen, og min tale dryppet ned over dem.

ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;

De ventet på min tale som på regn, de åpnet sin munn som for vårregn.

de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.

Når de var motløse, smilte jeg til dem, og mitt åsyns lys kunde de ikke formørke.

Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.

Fikk jeg lyst til å gå til dem, da satt jeg der som høvding og tronte som en konge i sin krigerskare, lik en som trøster de sørgende.

Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.