Job 9

9:1

Så tog Job til Orde og svarede:

Da tok Job til orde og sa:

9:2

"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?

Ja visst, jeg vet at det er så; hvorledes skulde en mann kunne ha rett mot Gud?

9:3

Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!

Om han hadde lyst til å gå i rette med Gud, kunde han ikke svare ham ett til tusen.

9:4

Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?

Vis som han er av hjerte og veldig i styrke - hvem trosset ham og kom vel fra det,

9:5

Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,

han som flytter fjell før de vet av det, som velter dem i sin vrede,

9:6

ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;

som ryster jorden, så den viker fra sitt sted, og dens støtter bever,

9:7

han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,

som byder solen, så den ikke går op, og som setter segl for stjernene,

9:8

han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,

som alene utspenner himmelen og skrider frem over havets høider,

9:9

han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,

som har skapt Bjørnen, Orion og Syvstjernen og Sydens stjernekammere,

9:10

han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!

som gjør store, uransakelige ting og under uten tall?

9:11

Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;

Han går forbi mig, og jeg ser ham ikke; han farer forbi, og jeg merker ham ikke.

9:12

røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"

Han griper sitt rov - hvem vil hindre ham, hvem vil si til ham: Hvad gjør du?

9:13

Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;

Gud holder ikke sin vrede tilbake; under ham måtte Rahabs hjelpere bøie sig.

9:14

hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!

Hvorledes skulde da jeg kunne svare ham og velge mine ord imot ham,

9:15

Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!

jeg som ikke kunde svare om jeg enn hadde rett, men måtte be min dommer om nåde!

9:16

Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,

Om jeg ropte, og han svarte mig, kunde jeg ikke tro at han hørte min røst,

9:17

han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,

han som vilde knuse mig i storm og uten årsak ramme mig med sår på sår,

9:18

ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.

som ikke vilde tillate mig å dra ånde, men vilde mette mig med lidelser.

9:19

Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!

Gjelder det styrke, så sier han: Se, her er jeg! Gjelder det rett: Hvem vil stevne mig?

9:20

Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

Hadde jeg enn rett, skulde dog min egen munn dømme mig skyldig; var jeg enn uskyldig, vilde han dog si at jeg hadde urett.

9:21

Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!

Skyldløs er jeg; jeg bryr mig ikke om å leve - jeg forakter mitt liv.

9:22

Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!

Det kommer ut på ett; derfor sier jeg: Skyldløs eller ugudelig - han gjør dem begge til intet.

9:23

Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;

Når svepen brått rammer med død, spotter han de uskyldiges lidelse.

9:24

Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?

Jorden er gitt i den ugudeliges hånd; han tilhyller dens dommeres åsyn. Er det ikke han som gjør det, hvem er det da?

9:25

Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,

Mine dager har vært hastigere enn en løper; de er bortflyktet uten å ha sett noget godt;

9:26

gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.

de har faret avsted som båter av rør, som en ørn som slår ned på sitt bytte.

9:27

Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"

Om jeg sier: Jeg vil glemme min sorg, jeg vil la min mørke mine fare og se glad ut,

9:28

må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

da gruer jeg for alle mine plager; jeg vet jo at du ikke frikjenner mig.

9:29

Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?

Jeg skal jo være ugudelig - hvorfor gjør jeg mig da forgjeves møie?

9:30

Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,

Om jeg tvettet mig med sne og renset mine hender med lut,

9:31

du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.

da skulde du dyppe mig i en grøft, så mine klær vemmedes ved mig.

9:32

Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;

For han er ikke en mann som jeg, så jeg kunde svare ham, så vi kunde gå sammen for retten;

9:33

vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!

det er ikke nogen voldgiftsmann mellem oss, som kunde legge sin hånd på oss begge.

9:34

Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,

Når han bare tok sitt ris bort fra mig, og hans redsler ikke skremte mig!

9:35

da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!

Da skulde jeg tale uten å reddes for ham; for slik er jeg ikke, det vet jeg med mig selv.