Proverbs 14

Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned.
La donna savia edifica la sua casa, ma la stolta l’abbatte con le proprie mani.
Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe.
Chi cammina nella rettitudine teme l’Eterno, ma chi è pervertito nelle sue vie lo sprezza.
I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt.
Nella bocca dello stolto germoglia la superbia, ma le labbra dei savi son la loro custodia.
Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.
Dove mancano i buoi è vuoto il granaio, ma l’abbondanza della raccolta sta nella forza del bove.
Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.
Il testimonio fedele non mentisce, ma il testimonio falso spaccia menzogne.
Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.
Il beffardo cerca la sapienza e non la trova, ma per l’uomo intelligente la scienza è cosa facile.
Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.
Vattene lungi dallo stolto; sulle sue labbra certo non hai trovato scienza.
Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.
La sapienza dell’uomo accorto sta nel discernere la propria strada, ma la follia degli stolti non è che inganno.
Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige.
Gli insensati si burlano delle colpe commesse, ma il favore dell’Eterno sta fra gli uomini retti.
Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.
Il cuore conosce la sua propria amarezza, e alla sua gioia non può prender parte un estraneo.
Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.
La casa degli empi sarà distrutta, ma la tenda degli uomini retti fiorirà.
Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.
V’è tal via che all’uomo par diritta, ma finisce col menare alla morte.
Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.
Anche ridendo, il cuore può esser triste; e l’allegrezza può finire in dolore.
Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.
Lo sviato di cuore avrà la ricompensa dal suo modo di vivere, e l’uomo dabbene, quella delle opere sue.
Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.
Lo scemo crede tutto quel che si dice, ma l’uomo prudente bada ai suoi passi.
Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.
Il savio teme, ed evita il male; ma lo stolto è arrogante e presuntuoso.
Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.
Chi è pronto all’ira commette follie, e l’uomo pien di malizia diventa odioso.
De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.
Gli scemi ereditano stoltezza, ma i prudenti s’incoronano di scienza.
Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.
I malvagi si chinano dinanzi ai buoni, e gli empi alle porte de’ giusti.
Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.
Il povero è odiato anche dal suo compagno, ma gli amici del ricco son molti.
Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.
Chi sprezza il prossimo pecca, ma beato chi ha pietà dei miseri!
De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.
Quelli che meditano il male non son forse traviati? ma quelli che meditano il bene trovan grazia e fedeltà.
Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.
In ogni fatica v’è profitto, ma il chiacchierare mena all’indigenza.
De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.
La corona de’ savi è la loro ricchezza, ma la follia degli stolti non è che follia.
Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.
Il testimonio verace salva delle vite, ma chi spaccia bugie non fa che ingannare.
Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.
V’è una gran sicurezza nel timor dell’Eterno; Egli sarà un rifugio per i figli di chi lo teme.
HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.
Il timor dell’Eterno è fonte di vita e fa schivare le insidie della morte.
At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald.
La moltitudine del popolo è la gloria del re, ma la scarsezza de’ sudditi è la rovina del principe.
Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab.
Chi è lento all’ira ha un gran buon senso, ma chi è pronto ad andare in collera mostra la sua follia.
Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.
Un cuor calmo è la vita del corpo, ma l’invidia è la carie dell’ossa.
At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.
Chi opprime il povero oltraggia Colui che l’ha fatto, ma chi ha pietà del bisognoso, l’onora.
Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.
L’empio è travolto dalla sua sventura, ma il giusto spera anche nella morte.
Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke.
La sapienza riposa nel cuore dell’uomo intelligente, ma in mezzo agli stolti si fa tosto conoscere.
Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.
La giustizia innalza una nazione, ma il peccato è la vergogna dei popoli.
En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.
Il favore del re è per il servo prudente, ma la sua ira è per chi gli fa onta.