Job 30

"A sada, gle, podruguju se mnome ljudi po ljetima mlađi od mene kojih oce ne bih bio metnuo ni s ovčarskim psima stada svojega.

Men nu ler de av mig, de som er yngre av år enn jeg, hvis fedre jeg aktet så ringe at jeg ikke vilde sette dem blandt mine fehunder.

Ta što će mi jakost ruku njihovih kad im muževna ponestane snaga ispijena glađu i oskudicom.

Hvad hjelp kunde jeg også ha av dem, de som har mistet all manndomskraft?

Glodali su u pustinji korijenje i čestar opustjelih ruševina.

De er uttæret av nød og sult; de gnager på den tørre mo, som allerede igår var ørk og øde;

Lobodu su i s grmlja lišće brali, kao kruh jeli korijenje žukino.

de plukker melde innunder buskene, og gyvelbuskens røtter er deres brød.

Od društva ljudskog oni su prognani, za njima viču k'o za lopovima.

Fra menneskenes samfund jages de ut; folk roper efter dem som efter tyver.

Živjeli su po strašnim jarugama, po spiljama i u raspuklinama.

I fryktelige kløfter må de bo, i huler i jord og berg.

Urlik im se iz šikarja dizao; po trnjacima ležahu stisnuti.

Mellem buskene skriker de, i neslekratt samler de sig,

Sinovi bezvrijednih, soj bezimenih, bičevima su iz zemlje prognani.

barn av dårer og æreløse folk, pisket ut av landet.

Rugalicom sam postao takvima i njima sada služim kao priča!

Og nu er jeg blitt til en spottesang og et ordsprog for dem.

Gnušaju me se i bježe od mene, ne ustežu se pljunut' mi u lice.

De avskyr mig, holder sig langt borte fra mig, og mitt ansikt sparer de ikke for spytt;

I jer On luk mi slomi i satrije me, iz usta svojih izbaciše uzdu.

for de har løst sine tøiler og ydmyket mig, og bislet har de kastet av for mine øine.

S desne moje strane rulja ustaje, noge moje u bijeg oni tjeraju, put propasti prema meni nasiplju.

Ved min høire side reiser deres yngel sig; mine føtter støter de bort og legger sine ulykkesveier mot mig.

Stazu mi ruše da bi me satrli, napadaju i ne brani im nitko,

De bryter op min sti, de gjør hvad de kan for å ødelegge mig, de som selv ingen hjelper har.

prolomom oni širokim naviru i kotrljaju se poput oluje.

Som gjennem en vid revne kommer de; gjennem nedstyrtende murer velter de sig frem.

Strahote sve se okreću na mene, mojeg ugleda kao vjetra nesta, poput oblaka iščeznu spasenje.

Redsler har vendt sig mot mig, som stormen forfølger de min ære, og som en sky er min velferd faret bort.

Duša se moja rasipa u meni, dani nevolje na me se srušili.

Og nu utøser min sjel sig i mig; trengsels dager holder mig fast.

Noću probada bolest kosti moje, ne počivaju boli što me glođu.

Natten gjennemborer mine ben, så de faller av, og min verk og pine hviler ikke.

Muka mi je i halju nagrdila i stegla me k'o ovratnik odjeće.

Ved Guds store kraft er det blitt slik med mig at min klædning ikke er til å kjenne igjen; den henger tett omkring mig som kraven på min underkjortel.

U blato me je oborila dolje, gle, postao sam k'o prah i pepeo.

Han har kastet mig ut i skarnet, så jeg er blitt lik støv og aske.

K Tebi vičem, al' Ti ne odgovaraš; pred Tobom stojim, al' Ti i ne mariš.

Jeg skriker til dig, men du svarer mig ikke; jeg står der, og du bare ser på mig.

Prema meni postao si okrutan; rukom preteškom na me se obaraš.

Du er blitt grusom mot mig, med din sterke hånd forfølger du mig.

U vihor me dižeš, nosiš me njime, u vrtlogu me olujnom kovitlaš.

Du løfter mig op i stormen, du lar mig fare avsted, og du lar mig forgå i dens brak;

Da, znadem da si me smrti predao, saborištu zajedničkom svih živih.

for jeg vet at du fører mig til døden, til den bolig hvor alt levende samles.

Al' ne pruža li ruku utopljenik, ne viče li kad padne u nevolju?

Dog, rekker ikke mennesket ut sin hånd når alt synker i grus? Skriker han ikke om hjelp når han er kommet i ulykke?

Ne zaplakah li nad nevoljnicima, ne sažalje mi duša siromaha?

Gråt jeg ikke selv over den som hadde hårde dager? Sørget ikke min sjel over den fattige?

Sreći se nadah, a dođe nesreća; svjetlost čekah, a gle, zavi me tama.

For jeg ventet godt, men det kom ondt; jeg håpet på lys, men det kom mørke.

Utroba vri u meni bez prestanka, svaki dan nove patnje mi donosi.

Mine innvoller koker og er ikke stille; trengsels dager er kommet over mig.

Smrknut idem, al' nitko me ne tješi; ustajem u zboru - da bih kriknuo.

Sort går jeg omkring, men ikke av solens hete; midt iblandt folk reiser jeg mig og roper om hjelp.

Sa šakalima sam se zbratimio i nojevima postao sam drugom.

Jeg er blitt en bror av sjakaler og en stallbror av strutser.

Na meni sva je koža pocrnjela, i kosti mi je sažgala ognjica.

Min hud er sort og faller av mig, og mine ben er brent av hete.

Tužaljka mi je ugodila harfu, svirala mi glas narikača ima.

Og min citar er blitt til sorg, og min fløite til gråt og klage.