Proverbs 5

يَا ابْنِي، أَصْغِ إِلَى حِكْمَتِي. أَمِلْ أُذُنَكَ إِلَى فَهْمِي،

Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,

لِحِفْظِ التَّدَابِيرِ، وَلْتَحْفَظَ شَفَتَاكَ مَعْرِفَةً.

at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig.

لأَنَّ شَفَتَيِ الْمَرْأَةِ الأَجْنَبِيَّةِ تَقْطُرَانِ عَسَلاً، وَحَنَكُهَا أَنْعَمُ مِنَ الزَّيْتِ،

Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;

لكِنَّ عَاقِبَتَهَا مُرَّةٌ كَالأَفْسَنْتِينِ، حَادَّةٌ كَسَيْفٍ ذِي حَدَّيْنِ.

men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;

قَدَمَاهَا تَنْحَدِرَانِ إِلَى الْمَوْتِ. خَطَوَاتُهَا تَتَمَسَّكُ بِالْهَاوِيَةِ.

hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed;

لِئَلاَّ تَتَأَمَّلَ طَرِيقَ الْحَيَاةِ، تَمَايَلَتْ خَطَوَاتُهَا وَلاَ تَشْعُرُ.

hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.

وَالآنَ أَيُّهَا الْبَنُونَ اسْمَعُوا لِي، وَلاَ تَرْتَدُّوا عَنْ كَلِمَاتِ فَمِي.

Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!

أَبْعِدْ طَرِيقَكَ عَنْهَا، وَلاَ تَقْرَبْ إِلَى بَابِ بَيْتِهَا،

Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,

لِئَلاَّ تُعْطِيَ زَهْرَكَ لآخَرِينَ، وَسِنِينَكَ لِلْقَاسِي.

at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År.

لِئَلاَّ تَشْبَعَ الأَجَانِبُ مِنْ قُوَّتِكَ، وَتَكُونَ أَتْعَابُكَ فِي بَيْتِ غَرِيبٍ.

at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,

فَتَنُوحَ فِي أَوَاخِرِكَ، عِنْدَ فَنَاءِ لَحْمِكَ وَجِسْمِكَ،

så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen,

فَتَقُولَ: «كَيْفَ أَنِّي أَبْغَضْتُ الأَدَبَ، وَرَذَلَ قَلْبِي التَّوْبِبيخَ!

og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse,

وَلَمْ أَسْمَعْ لِصَوْتِ مُرْشِدِيَّ، وَلَمْ أَمِلْ أُذُنِي إِلَى مُعَلِّمِيَّ.

så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!

لَوْلاَ قَلِيلٌ لَكُنْتُ فِي كُلِّ شَرّ، فِي وَسَطِ الزُّمْرَةِ وَالْجَمَاعَةِ».

Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!"

اِشْرَبْ مِيَاهًا مِنْ جُبِّكَ، وَمِيَاهًا جَارِيَةً مِنْ بِئْرِكَ.

Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;

لاَ تَفِضْ يَنَابِيعُكَ إِلَى الْخَارِجِ، سَوَاقِيَ مِيَاهٍ فِي الشَّوَارِعِ.

lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene!

لِتَكُنْ لَكَ وَحْدَكَ، وَلَيْسَ لأَجَانِبَ مَعَكَ.

Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!

لِيَكُنْ يَنْبُوعُكَ مُبَارَكًا، وَافْرَحْ بِامْرَأَةِ شَبَابِكَ،

Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,

الظَّبْيَةِ الْمَحْبُوبَةِ وَالْوَعْلَةِ الزَّهِيَّةِ. لِيُرْوِكَ ثَدْيَاهَا فِي كُلِّ وَقْتٍ، وَبِمَحَبَّتِهَا اسْكَرْ دَائِمًا.

den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!

فَلِمَ تُفْتَنُ يَا ابْنِي بِأَجْنَبِيَّةٍ، وَتَحْتَضِنُ غَرِيبَةً؟

Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?

لأَنَّ طُرُقَ الإِنْسَانِ أَمَامَ عَيْنَيِ الرَّبِّ، وَهُوَ يَزِنُ كُلَّ سُبُلِهِ.

Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;

الشِّرِّيرُ تَأْخُذُهُ آثَامُهُ وَبِحِبَالِ خَطِيَّتِهِ يُمْسَكُ.

den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;

إِنَّهُ يَمُوتُ مِنْ عَدَمِ الأَدَبِ، وَبِفَرْطِ حُمْقِهِ يَتَهَوَّرُ.

han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.