Job 13

Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;

hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer.

Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,

mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe.

Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise!

Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage!

Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?

Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?

Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?

Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.

Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder?

Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.

Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!

Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd;

se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.

Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!

Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører!

Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!

Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!

Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:

Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!

Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!

Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!

Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?

Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå,

at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,

lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje. indkredser mine Fødders Trin!

Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,