Job 4

respondens autem Eliphaz Themanites dixit

Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

si coeperimus loqui tibi forsitan moleste accipias sed conceptum sermonem tenere quis possit

Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?

ecce docuisti multos et manus lassas roborasti

Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,

vacillantes confirmaverunt sermones tui et genua trementia confortasti

dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.

nunc autem venit super te plaga et defecisti tetigit te et conturbatus es

Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

timor tuus fortitudo tua patientia tua et perfectio viarum tuarum

Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?

recordare obsecro te quis umquam innocens perierit aut quando recti deleti sint

Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?

quin potius vidi eos qui operantur iniquitatem et seminant dolores et metunt eos

Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.

flante Deo perisse et spiritu irae eius esse consumptos

For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.

rugitus leonis et vox leaenae et dentes catulorum leonum contriti sunt

Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;

tigris periit eo quod non haberet praedam et catuli leonis dissipati sunt

Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.

porro ad me dictum est verbum absconditum et quasi furtive suscepit auris mea venas susurri eius

Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken

in horrore visionis nocturnae quando solet sopor occupare homines

i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;

pavor tenuit me et tremor et omnia ossa mea perterrita sunt

Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;

et cum spiritus me praesente transiret inhorruerunt pili carnis meae

et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.

stetit quidam cuius non agnoscebam vultum imago coram oculis meis et vocem quasi aurae lenis audivi

Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:

numquid homo Dei conparatione iustificabitur aut factore suo purior erit vir

"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?

ecce qui serviunt ei non sunt stabiles et in angelis suis repperit pravitatem

End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,

quanto magis hii qui habitant domos luteas qui terrenum habent fundamentum consumentur velut a tinea

endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

de mane usque ad vesperum succidentur et quia nullus intellegit in aeternum peribunt

De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.

qui autem reliqui fuerint auferentur ex eis morientur et non in sapientia

Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."