Job 4

Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

respondens autem Eliphaz Themanites dixit

Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?

si coeperimus loqui tibi forsitan moleste accipias sed conceptum sermonem tenere quis possit

Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,

ecce docuisti multos et manus lassas roborasti

dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.

vacillantes confirmaverunt sermones tui et genua trementia confortasti

Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

nunc autem venit super te plaga et defecisti tetigit te et conturbatus es

Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?

timor tuus fortitudo tua patientia tua et perfectio viarum tuarum

Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?

recordare obsecro te quis umquam innocens perierit aut quando recti deleti sint

Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.

quin potius vidi eos qui operantur iniquitatem et seminant dolores et metunt eos

For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.

flante Deo perisse et spiritu irae eius esse consumptos

Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;

rugitus leonis et vox leaenae et dentes catulorum leonum contriti sunt

Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.

tigris periit eo quod non haberet praedam et catuli leonis dissipati sunt

Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken

porro ad me dictum est verbum absconditum et quasi furtive suscepit auris mea venas susurri eius

i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;

in horrore visionis nocturnae quando solet sopor occupare homines

Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;

pavor tenuit me et tremor et omnia ossa mea perterrita sunt

et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.

et cum spiritus me praesente transiret inhorruerunt pili carnis meae

Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:

stetit quidam cuius non agnoscebam vultum imago coram oculis meis et vocem quasi aurae lenis audivi

"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?

numquid homo Dei conparatione iustificabitur aut factore suo purior erit vir

End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,

ecce qui serviunt ei non sunt stabiles et in angelis suis repperit pravitatem

endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

quanto magis hii qui habitant domos luteas qui terrenum habent fundamentum consumentur velut a tinea

De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.

de mane usque ad vesperum succidentur et quia nullus intellegit in aeternum peribunt

Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."

qui autem reliqui fuerint auferentur ex eis morientur et non in sapientia