Job 3

Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,

post haec aperuit Iob os suum et maledixit diei suo

og Job tog til Orde og sagde:

et locutus est

Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"

pereat dies in qua natus sum et nox in qua dictum est conceptus est homo

Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!

dies ille vertatur in tenebras non requirat eum Deus desuper et non inlustret lumine

Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!

obscurent eum tenebrae et umbra mortis occupet eum caligo et involvatur amaritudine

Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal!

noctem illam tenebrosus turbo possideat non conputetur in diebus anni nec numeretur in mensibus

Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!

sit nox illa solitaria nec laude digna

De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";

maledicant ei qui maledicunt diei qui parati sunt suscitare Leviathan

dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,

obtenebrentur stellae caligine eius expectet lucem et non videat nec ortum surgentis aurorae

fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

quia non conclusit ostia ventris qui portavit me nec abstulit mala ab oculis meis

Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?

quare non in vulva mortuus sum egressus ex utero non statim perii

Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?

quare exceptus genibus cur lactatus uberibus

Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred

nunc enim dormiens silerem et somno meo requiescerem

blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,

cum regibus et consulibus terrae qui aedificant sibi solitudines

blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.

aut cum principibus qui possident aurum et replent domos suas argento

Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!

aut sicut abortivum absconditum non subsisterem vel qui concepti non viderunt lucem

Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,

ibi impii cessaverunt a tumultu et ibi requieverunt fessi robore

alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;

et quondam vincti pariter sine molestia non audierunt vocem exactoris

små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

parvus et magnus ibi sunt et servus liber a domino suo

Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,

quare data est misero lux et vita his qui in amaritudine animae sunt

dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte,

qui expectant mortem et non venit quasi effodientes thesaurum

som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav

gaudentque vehementer cum invenerint sepulchrum

en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?

viro cuius abscondita est via et circumdedit eum Deus tenebris

Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand.

antequam comedam suspiro et quasi inundantes aquae sic rugitus meus

Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.

quia timor quem timebam evenit mihi et quod verebar accidit

Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!

nonne dissimulavi nonne silui nonne quievi et venit super me indignatio