Proverbs 17

Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte.

لُقْمَةٌ يَابِسَةٌ وَمَعَهَا سَلاَمَةٌ، خَيْرٌ مِنْ بَيْتٍ مَلآنٍ ذَبَائِحَ مَعَ خِصَامٍ.

Klog Træl bliver Herre over dårlig Søn og får lod og del mellem brødre.

اَلْعَبْدُ الْفَطِنُ يَتَسَلَّطُ عَلَى الابْنِ الْمُخْزِي وَيُقَاسِمُ الإِخْوَةَ الْمِيرَاثَ.

Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN.

الْبُوطَةُ لِلْفِضَّةِ، وَالْكُورُ لِلذَّهَبِ، وَمُمْتَحِنُ الْقُلُوبِ الرَّبُّ.

Den onde hører på onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger.

الْفَاعِلُ الشَّرَّ يَصْغَى إِلَى شَفَةِ الإِثْمِ، وَالْكَاذِبُ يَأْذَنُ لِلِسَانِ فَسَادٍ.

Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf.

الْمُسْتَهْزِئُ بِالْفَقِيرِ يُعَيِّرُ خَالِقَهُ. الْفَرْحَانُ بِبَلِيَّةٍ لاَ يَتَبَرَّأُ.

De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre.

تَاجُ الشُّيُوخِ بَنُو الْبَنِينَ، وَفَخْرُ الْبَنِينَ آبَاؤُهُمْ.

Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som er ædel.

لاَ تَلِيقُ بِالأَحْمَقِ شَفَةُ السُّودَدِ. كَمْ بِالأَحْرَى شَفَةُ الْكَذِبِ بِالشَّرِيفِ!

Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning.

الْهَدِيَّةُ حَجَرٌ كَرِيمٌ فِي عَيْنَيْ قَابِلِهَا، حَيْثُمَا تَتَوَجَّهُ تُفْلِحْ.

Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner.

مَنْ يَسْتُرْ مَعْصِيَةً يَطْلُبِ الْمَحَبَّةَ، وَمَنْ يُكَرِّرْ أَمْرًا يُفَرِّقْ بَيْنَ الأَصْدِقَاءِ.

Bedre virker Skænd på forstandig end hundrede Slag på en Tåbe.

اَلانْتِهَارُ يُؤَثِّرُ فِي الْحَكِيمِ أَكْثَرَ مِنْ مِئَةِ جَلْدَةٍ فِي الْجَاهِلِ.

Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst Bud er udsendt imod ham.

اَلشِّرِّيرُ إِنَّمَا يَطْلُبُ التَّمَرُّدَ فَيُطْلَقُ عَلَيْهِ رَسُولٌ قَاسٍ.

Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab.

لِيُصَادِفِ الإِنْسَانَ دُبَّةٌ ثَكُولٌ وَلاَ جَاهِلٌ فِي حَمَاقَتِهِ.

Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.

مَنْ يُجَازِي عَنْ خَيْرٍ بِشَرّ لَنْ يَبْرَحَ الشَّرُّ مِنْ بَيْتِهِ.

At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs.

اِبْتِدَاءُ الْخِصَامِ إِطْلاَقُ الْمَاءِ، فَقَبْلَ أَنْ تَدْفُقَ الْمُخَاصَمَةُ اتْرُكْهَا.

At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru.

مُبَرِّئُ الْمُذْنِبَ وَمُذَنِّبُ الْبَرِيءَ كِلاَهُمَا مَكْرَهَةُ الرَّبِّ.

Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når Viddet mangler?

لِمَاذَا فِي يَدِ الْجَاهِلِ ثَمَنٌ؟ أَلاقْتِنَاءِ الْحِكْمَةِ وَلَيْسَ لَهُ فَهْمٌ؟

Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød.

اَلصَّدِيقُ يُحِبُّ فِي كُلِّ وَقْتٍ، أَمَّا الأَخُ فَلِلشِّدَّةِ يُولَدُ.

Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten.

اَلإِنْسَانُ النَّاقِصُ الْفَهْمِ يَصْفِقُ كَفًّا وَيَضْمَنُ صَاحِبَهُ ضَمَانًا.

Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald.

مُحِبُّ الْمَعْصِيَةِ مُحِبُّ الْخِصَامِ. الْمُعَلِّي بَابَهُ يَطْلُبُ الْكَسْرَ.

Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde, når Tungen er falsk.

الْمُلْتَوِي الْقَلْبِ لاَ يَجِدُ خَيْرًا، وَالْمُتَقَلِّبُ اللِّسَانِ يَقَعُ فِي السُّوءِ.

Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad.

مَنْ يَلِدُ جَاهِلاً فَلِحَزَنِهِ، وَلاَ يَفْرَحُ أَبُو الأَحْمَقِ.

Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslået Sind suger Marv af Benene.

الْقَلْبُ الْفَرْحَانُ يُطَيِّبُ الْجِسْمَ، وَالرُّوحُ الْمُنْسَحِقَةُ تُجَفِّفُ الْعَظْمَ.

Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge.

الشِّرِّيرُ يَأْخُذُ الرَّشْوَةَ مِنَ الْحِضْنِ لِيُعَوِّجَ طُرُقَ الْقَضَاءِ.

Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens Ende.

الْحِكْمَةُ عِنْدَ الْفَهِيمِ، وَعَيْنَا الْجَاهِلِ فِي أَقْصَى الأَرْضِ.

Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.

الابْنُ الْجَاهِلُ غَمٌّ لأَبِيهِ، وَمَرَارَةٌ لِلَّتِي وَلَدَتْهُ.

At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle.

أَيْضًا تَغْرِيمُ الْبَرِيءِ لَيْسَ بِحَسَنٍ، وَكَذلِكَ ضَرْبُ الشُّرَفَاءِ لأَجْلِ الاسْتِقَامَةِ.

Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.

ذُو الْمَعْرِفَةِ يُبْقِي كَلاَمَهُ، وَذُو الْفَهْمِ وَقُورُ الرُّوحِ.

Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber.

بَلِ الأَحْمَقُ إِذَا سَكَتَ يُحْسَبُ حَكِيمًا، وَمَنْ ضَمَّ شَفَتَيْهِ فَهِيمًا.