Job 4

Tad prozbori Elifaz Temanac i reče:

Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

"Možeš li podnijeti da ti progovorim? Ali tko se može uzdržat' od riječi!

Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?

Eto, mnoge ljude ti si poučio, okrijepio si iznemogle mišice;

Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,

riječju svojom klonule si pridizao, ojačavao si koljena klecava.

dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.

A kad tebe stiže, klonuo si duhom, na tebe kad pade, čitav si se smeo!

Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

Zar pobožnost tvoja nadu ti ne daje, neporočnost tvoja životu ufanje?

Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?

TÓa sjeti se: nevin - propade li kada? Kada su zatrti bili pravednici?

Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?

Iz iskustva zborim: nesrećom tko ore i nevolju sije, nju će i požeti.

Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.

Od daha Božjega oni pogibaju, na gnjevni mu disaj nestaju sa zemlje.

For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.

Rika lavlja, urlik leopardov krše se k'o zubi u lavića.

Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;

Lav ugiba jer mu nesta plijena, rasuli se mladi lavičini.

Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.

Tajna riječ se meni objavila, šapat njen je uho moje čulo.

Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken

Noću, kada snovi duh obuzmu i san dubok kad na ljude pada,

i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;

strah i trepet mene su svladali, kosti moje žestoko se stresle.

Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;

Dah mi neki preko lica prođe, digoše se dlake na mom tijelu.

et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.

Stajao je netko - lica mu ne poznah - ali likom bješe pred očima mojim. Posvuda tišina; uto začuh šapat:

Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:

'Zar je smrtnik koji pred Bogom pravedan? Zar je čovjek čist pred svojim Stvoriteljem?

"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?

Ni slugama svojim više ne vjeruje, i anđele svoje za grijeh okrivljuje -

End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,

kako ne bi onda goste stanova glinenih kojima je temelj u prahu zemaljskom. Gle, kao moljce njih sveudilj satiru:

endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

od jutra do mraka u prah pretvore, nestaju zasvagda - nitko i ne vidi.

De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.

Iščupan je kolčić njihova šatora, pogibaju skoro, mudrost ne spoznavši.'

Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."