Psalms 102

(Bøn af en elendig, når hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for HERREN.) HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig,

skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig!

Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;

mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.

Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;

jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder;

om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget;

mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger ved mig.

Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer

over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;

mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.

Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;

du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde;

thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.

Og HERRENs Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;

thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;

han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.

For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;

thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord

for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,

at HERRENs Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris i Jerusalem,

når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.

Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv.

Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt.

Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;

de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning;

som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende!

Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn.