Job 7

militia est vita hominis super terram et sicut dies mercennarii dies eius

Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.

sicut servus desiderat umbram et sicut mercennarius praestolatur finem operis sui

Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,

sic et ego habui menses vacuos et noctes laboriosas enumeravi mihi

så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

si dormiero dico quando consurgam et rursum expectabo vesperam et replebor doloribus usque ad tenebras

Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

induta est caro mea putredine et sordibus pulveris cutis mea aruit et contracta est

Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

dies mei velocius transierunt quam a texente tela succiditur et consumpti sunt absque ulla spe

Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.

memento quia ventus est vita mea et non revertetur oculus meus ut videat bona

Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!

nec aspiciet me visus hominis oculi tui in me et non subsistam

Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.

sicut consumitur nubes et pertransit sic qui descenderit ad inferos non ascendet

Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,

nec revertetur ultra in domum suam neque cognoscet eum amplius locus eius

han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

quapropter et ego non parcam ori meo loquar in tribulatione spiritus mei confabulabor cum amaritudine animae meae

Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

numquid mare sum ego aut cetus quia circumdedisti me carcere

Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

si dixero consolabitur me lectulus meus et relevabor loquens mecum in strato meo

Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

terrebis me per somnia et per visiones horrore concuties

da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

quam ob rem elegit suspendium anima mea et mortem ossa mea

så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.

desperavi nequaquam ultra iam vivam parce mihi nihil enim sunt dies mei

Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

quid est homo quia magnificas eum aut quia ponis erga eum cor tuum

Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

visitas eum diluculo et subito probas illum

hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?

usquequo non parces mihi nec dimittis me ut gluttiam salivam meam

Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

peccavi quid faciam tibi o custos hominum quare posuisti me contrarium tibi et factus sum mihimet ipsi gravis

Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

cur non tolles peccatum meum et quare non auferes iniquitatem meam ecce nunc in pulvere dormiam et si mane me quaesieris non subsistam

Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!