Job 6

respondens autem Iob dixit

Så tog Job til Orde og svarede:

utinam adpenderentur peccata mea quibus iram merui et calamitas quam patior in statera

"Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!

quasi harena maris haec gravior appareret unde et verba mea dolore sunt plena

Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!

quia sagittae Domini in me sunt quarum indignatio ebibit spiritum meum et terrores Domini militant contra me

Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.

numquid rugiet onager cum habuerit herbam aut mugiet bos cum ante praesepe plenum steterit

Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?

aut poterit comedi insulsum quod non est sale conditum aut potest aliquis gustare quod gustatum adfert mortem

Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?

quae prius tangere nolebat anima mea nunc prae angustia cibi mei sunt

Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.

quis det ut veniat petitio mea et quod expecto tribuat mihi Deus

Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber

et qui coepit ipse me conterat solvat manum suam et succidat me

vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,

et haec mihi sit consolatio ut adfligens me dolore non parcat nec contradicam sermonibus Sancti

så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.

quae est enim fortitudo mea ut sustineam aut quis finis meus ut patienter agam

Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig?

nec fortitudo lapidum fortitudo mea nec caro mea aerea est

Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?

ecce non est auxilium mihi in me et necessarii quoque mei recesserunt a me

Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.

qui tollit ab amico suo misericordiam timorem Domini derelinquit

Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.

fratres mei praeterierunt me sicut torrens qui raptim transit in convallibus

Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,

qui timent pruinam inruet super eos nix

de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,

tempore quo fuerint dissipati peribunt et ut incaluerit solventur de loco suo

men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;

involutae sunt semitae gressuum eorum ambulabunt in vacuum et peribunt

Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde;

considerate semitas Theman itinera Saba et expectate paulisper

Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem,

confusi sunt quia speravi venerunt quoque usque ad me et pudore cooperti sunt

men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!

nunc venistis et modo videntes plagam meam timetis

Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!

numquid dixi adferte mihi et de substantia vestra donate mihi

Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,

vel liberate me de manu hostis et de manu robustorum eruite me

red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"

docete me et ego tacebo et si quid forte ignoravi instruite me

Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!

quare detraxistis sermonibus veritatis cum e vobis nullus sit qui possit arguere

Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?

ad increpandum tantum eloquia concinnatis et in ventum verba profertis

Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!

super pupillum inruitis et subvertere nitimini amicum vestrum

Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.

verumtamen quod coepistis explete praebete aurem et videte an mentiar

Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?

respondete obsecro absque contentione et loquentes id quod iustum est iudicate

Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!

et non invenietis in lingua mea iniquitatem nec in faucibus meis stultitia personabit

Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?