Luke 20

Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.
Och en dag, då han undervisade folket i helgedomen och förkunnade evangelium, trädde översteprästerna och de skriftlärde, tillika med de äldste, fram
Og de talte til ham og sagde: "Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?"
och talade till honom och sade: »Säg oss, med vad myndighet gör du detta? Och vem är det som har rivit dig sådan myndighet?»
Men han svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det:
Han svarade och sade till dem: »Också jag vill ställa en fråga till eder; svaren mig på den.
Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?"
Johannes' döpelse, var den från himmelen eller från människor?»
Men de overvejede med hverandre og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?
Då överlade de med varandra och sade: »Om vi svara: 'Från himmelen' så frågar han: 'Varför trodden I honom då icke?'
Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet."
Men om vi svara: 'Från människor', då kommer allt folket att stena oss, ty de äro förvissade om att Johannes var en profet.»
Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra.
De svarade alltså att de icke visste varifrån den var.
Og Jesus sagde til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting."
Då sade Jesus till dem: »Så säger icke heller jag eder med vad myndighet jag gör detta.»
Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: "En Mand plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands for lange Tider.
Och han framställde för folket denna liknelse: »En man planterade en vingård och lejde ut den åt vingårdsmän och för utrikes för lång tid.
Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
När sedan rätta tiden var inne, sände han en tjänare till vingårdsmännen, för att de åt denne skulle lämna någon del av vingårdens frukt. Men vingårdsmännen misshandlade honom och läto honom gå tomhänt bort.
Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort.
Ytterligare sände han en annan tjänare. Också honom misshandlade och skymfade de och läto honom gå tomhänt bort.
Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og kastede ham ud.
Ytterligare sände han en tredje. Men också denne slogo de blodig och drevo bort honom.
Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham.
Då sade vingårdens herre: 'Vad skall jag göra? Jo, jag vill sända min älskade son; för honom skola de väl ändå hava försyn.'
Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive vor.
Men när vingårdsmannen fingo se honom, överlade de med varandra och sade: 'Denne är arvingen; låt oss dräpa honom, för att arvet må bliva vårt.'
Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingårdens Herre gøre ved dem?
Och de förde honom ut ur vingården och dräpte honom. »Vad skall nu vingårdens herre göra med dem?
Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården til andre." Men da de hørte det, sagde de: "Det ske aldrig!"
Jo, han skall komma och förgöra de vingårdsmännen och lämna vingården åt andra.» När de hörde detta, sade de: »Bort det!»
Men han så på dem og sagde: "Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?
Då såg han på dem och sade: »Vad betyder då detta skriftens ord: 'Den sten som byggningsmännen förkastade, den har blivit en hörnsten'?
Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse."
Var och en som faller på den stenen, han skall bliva krossad; men den som stenen faller på, honom skall den söndersmula.»
Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
Och de skriftlärde och översteprästerna hade gärna velat i samma stund gripa honom, men de fruktade för folket. Ty de förstodo att det var om dem som han hade talat i denna liknelse.
Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
Och de vaktade på honom och sände ut några som försåtligen skulle låtsa sig vara rättsinniga män, för att dessa skulle fånga honom genom något hans ord, så att de skulle kunna överlämna honom åt överheten, i landshövdingens våld.
Og de spurgte ham og sagde: "Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.
Dessa frågade honom och sade: »Mästare, vi veta att du talar och undervisar rätt och icke har anseende till personen, utan lär om Guds väg vad sant är.
Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?"
Är det lovligt för oss att giva kejsaren skatt, eller är det icke lovligt?»
Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: "Hvorfor friste I mig?
Men han märkte deras illfundighet och sade till dem:
Viser mig en Denar"; hvis Billede og Overskrift bærer den?" Men de svarede og sagde: "Kejserens."
»Låten mig se en penning. Vems bild och överskrift bär den?» De svarade: »Kejsarens.»
Men han sagde til dem: "Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er."
Då sade han till dem: »Given alltså kejsaren vad kejsaren tillhör, och Gud vad Gud tillhör.»
Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.
Och de förmådde icke fånga honom genom något hans ord inför folket, utan förundrade sig över hans svar och tego.
Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:
Därefter trädde några sadducéer fram och ville påstå att det icke gives någon uppståndelse. Dessa frågade honom
"Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.
och sade: »Mästare, Moses har givit oss den föreskriften, att om någon har en broder som är gift, men dör barnlös, så skall han taga sin broders hustru till akta och skaffa avkomma åt sin broder.
Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
Nu voro här sju bröder. Den förste tog sig en hustru, men dog barnlös.
Ligeså den anden.
Då tog den andre i ordningen henne
Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden at efterlade Børn.
och därefter den tredje; sammalunda alla sju. Men de dogo alla, utan att någon av dem lämnade barn efter sig.
Men til sidst døde også Hustruen.
Slutligen dog ock hustrun.
Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru."
Vilken av dem skall då vid uppståndelsen få kvinnan till hustru? De hade ju alla sju tagit henne till hustru.»
Og Jesus sagde til dem: "Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes;
Jesus svarade dem: »Med den nuvarande tidsålderns barn är det så, att män taga sig hustrur, och hustrur givas åt män;
men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes.
men de som bliva aktade värdiga att få del i den nya tidsåldern och i uppståndelsen från de döda, med dem är det så, att varken män tag sig hustrur, eller hustrur givas män.
Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.
De kunna ju ej heller mer dö ty de äro lika änglarna och äro, Guds söner, eftersom de hava blivit delaktiga av uppståndelsen.
Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.
Men att de döda uppstå, det har ock Moses, på det ställe där det talas om törnbusken, givit till känna, när han kallar Herren 'Abrahams Gud och Isaks Gud och Jakobs Gud';
Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle."
Och han är en Gud icke för döda, utan för levande, ty för honom leva alla.»
Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: "Mester! du talte vel."
Då svarade några av de skriftlärde och sade: »Mästare, du har talat rätt.»
Og de turde ikke mere spørge ham om noget.
De dristade sig nämligen icke att vidare ställa någon fråga på honom.
Men han sagde til dem: "Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?
Men han sade till dem: »Huru kan man säga att Messias är Davids son?
David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd,
David själv säger ju i Psalmernas bok: Herren sade till min herre: Sätt dig på min högra sida,
indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
till dess jag har lagt dina fiender dig till en fotapall.'
Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?"
David kallar honom alltså 'herre'; huru kan han då vara hans son?»
Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene:
Och han sade till sina lärjungar, så att allt folket hörde det:
"Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Måltiderne,
»Tagen eder till vara för de skriftlärde, som gärna gå omkring i fotsida kläder och gärna vilja bliva hälsade på torgen och gärna sitta främst i synagogorna och på de främsta platserna vid gästabuden --
de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle få des hårdere Dom."
detta under det att de utsuga änkors hus, medan de för syns skull hålla långa baner. Del skola få en dess hårdare dom.»