Luke 20

Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.

Og det skjedde en av dagene mens han lærte folket i templet og forkynte evangeliet, da stod yppersteprestene og de skriftlærde frem sammen med de eldste

Og de talte til ham og sagde: "Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?"

og sa til ham: Si oss: Med hvad myndighet gjør du dette, eller hvem er det som har gitt dig denne myndighet?

Men han svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det:

Men han svarte og sa til dem: Også jeg vil spørre eder om en ting; si mig:

Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?"

Johannes' dåp, var den fra himmelen eller fra mennesker?

Men de overvejede med hverandre og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?

Men de samrådde sig med hverandre og sa: Sier vi: Fra himmelen, da sier han: Hvorfor trodde I ham da ikke?

Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet."

Men sier vi: Fra mennesker, da stener hele folket oss; for de tror fullt og fast at Johannes var en profet.

Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra.

Og de svarte at de ikke visste hvor den var fra.

Og Jesus sagde til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting."

Da sa Jesus til dem: Så sier heller ikke jeg eder med hvad myndighet jeg gjør dette.

Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: "En Mand plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands for lange Tider.

Han begynte da å si denne lignelse til folket: En mann plantet en vingård og leide den ut til vingårdsmenn og drog utenlands for lange tider.

Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort.

Og da tiden kom, sendte han en tjener til vingårdsmennene, forat de skulde gi ham av vingårdens frukt; men vingårdsmennene slo ham, og lot ham gå bort med tomme hender.

Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort.

Og han blev ved og sendte en annen tjener; men de slo også ham og hånte ham og lot ham gå bort med tomme hender.

Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og kastede ham ud.

Og han blev ved og sendte en tredje; men de slo også ham til blods og kastet ham ut.

Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham.

Da sa vingårdens herre: Hvad skal jeg gjøre? Jeg vil sende min sønn, den elskede; de vil da vel undse sig for ham.

Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive vor.

Men da vingårdsmennene fikk se ham, la de op råd med hverandre og sa: Dette er arvingen; la oss slå ham ihjel, så arven kan bli vår!

Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingårdens Herre gøre ved dem?

Og de kastet ham ut av vingården og slo ham ihjel. Hvad skal nu vingårdens herre gjøre med dem?

Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården til andre." Men da de hørte det, sagde de: "Det ske aldrig!"

Han skal komme og drepe disse vingårdsmenn og overgi vingården til andre. Da de hørte det, sa de: Det må aldri skje!

Men han så på dem og sagde: "Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?

Men han så på dem og sa: Hvad er da dette som er skrevet: Den sten som bygningsmennene forkastet, den er blitt hjørnesten?

Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse."

Hver den som faller på denne sten, han skal knuses; men den som den faller på, ham skal den smuldre til støv.

Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.

Og de skriftlærde og yppersteprestene søkte å få lagt hånd på ham i samme stund; men de fryktet for folket; for de skjønte at det var om dem han hadde sagt denne lignelse.

Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.

Og efterat de nogen tid hadde voktet på ham, sendte de lurere, som lot som de var rettferdige, for å fange ham i ord, så de kunde overgi ham til øvrigheten og til landshøvdingens makt.

Og de spurgte ham og sagde: "Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.

Og de spurte ham og sa: Mester! vi vet at du taler og lærer rett og gjør ikke forskjell på folk, men lærer Guds vei i sannhet;

Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?"

er det oss tillatt å gi keiseren skatt, eller ikke?

Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: "Hvorfor friste I mig?

Men han merket deres list og sa til dem:

Viser mig en Denar"; hvis Billede og Overskrift bærer den?" Men de svarede og sagde: "Kejserens."

Vis mig en penning! Hvis billede og påskrift har den? De svarte: Keiserens.

Men han sagde til dem: "Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er."

Da sa han til dem: Så gi da keiseren hvad keiserens er, og Gud hvad Guds er!

Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.

Og de var ikke i stand til å fange ham i ord i folkets påhør, og de undret sig over hans svar, og tidde.

Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:

Men det kom nogen av sadduseerne til ham, de som nekter at det er nogen opstandelse, og de spurte ham og sa:

"Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.

Mester! Moses har foreskrevet oss at når en manns gifte bror dør og ikke har barn, da skal hans bror ta hans hustru til ekte og opreise sin bror avkom.

Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.

Nu var det syv brødre; og den første tok sig en hustru og døde barnløs.

Ligeså den anden.

Og den annen

Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden at efterlade Børn.

og den tredje tok henne, og likeså alle syv; de efterlot ikke barn, og døde.

Men til sidst døde også Hustruen.

Til sist døde også kvinnen.

Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru."

Hvem iblandt dem skal nu få kvinnen til hustru i opstandelsen? for alle syv har jo hatt henne til hustru.

Og Jesus sagde til dem: "Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes;

Og Jesus sa til dem: Denne verdens barn tar til ekte og gis til ekte;

men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes.

men de som aktes verdige til å få del i hin verden og i opstandelsen fra de døde, de hverken tar til ekte eller gis til ekte;

Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.

for de kan ikke mere dø, for de er englene like og er Guds barn, idet de er opstandelsens barn.

Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.

Men at de døde står op, det har også Moses gitt til kjenne, der hvor det tales om tornebusken, når han kaller Herren Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud;

Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle."

men han er ikke de dødes Gud, men de levendes; for de lever alle for ham.

Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: "Mester! du talte vel."

Da svarte nogen av de skriftlærde og sa: Mester! du taler vel.

Og de turde ikke mere spørge ham om noget.

For de vågde ikke mere å spørre ham om noget.

Men han sagde til dem: "Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?

Men han sa til dem: Hvorledes kan det sies at Messias er Davids sønn?

David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd,

David selv sier jo i Salmenes bok: Herren sa til min herre: Sett dig ved min høire hånd,

indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.

til jeg får lagt dine fiender til skammel for dine føtter!

Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?"

David kaller ham altså herre; hvorledes kan han da være hans sønn?

Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene:

Men i hele folkets påhør sa han til sine disipler:

"Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Måltiderne,

Vokt eder for de skriftlærde, som gjerne vil gå i side klær og gjerne vil la sig hilse på torvene og ha de øverste seter i synagogene og sitte øverst ved gjestebudene;

de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle få des hårdere Dom."

de som opeter enkers hus og for et syns skyld holder lange bønner! Disse skal få dess hårdere dom.