Job 3

Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,

Derefter oplot Job sin munn og forbannet den dag han blev født.

og Job tog til Orde og sagde:

Job tok til orde og sa:

Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"

Til grunne gå den dag da jeg blev født, og den natt som sa: Et guttebarn er undfanget!

Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!

Måtte den dag bli til mørke! Måtte Gud i det høie ikke spørre efter den, og intet lys stråle over den!

Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!

Gid mørke og dødsskygge må kreve den tilbake, gid skyer må leire sig over den, gid alt som gjør en dag mørk, må skremme den!

Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal!

Den natt - måtte mulm ta den! Den glede sig ikke blandt årets dager, den komme ikke med i måneders tall!

Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!

Ja, ufruktbar bli den natt! Aldri lyde det jubel i den!

De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";

Måtte de som forbanner dager, ønske ondt over den, de som er kyndige i å mane frem Leviatan!

dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,

Gid dens demrings stjerner må bli mørke! La den vente på lys, uten at det kommer! Måtte den aldri skue morgenrødens øielokk -

fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

fordi den ikke stengte døren til min mors liv og skjulte møie for mine øine.

Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?

Hvorfor døde jeg ikke i mors liv? Hvorfor utåndet jeg ikke straks i fødselsstunden?

Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?

Hvorfor tok knær imot mig, og hvorfor bryster som jeg kunde die?

Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred

For da kunde jeg nu ligge og hvile; jeg kunde sove og hadde da ro -

blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,

sammen med konger og jordens styrere, som bygget sig ruiner,

blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.

eller med fyrster som eide gull, som fylte sine hus med sølv;

Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!

eller jeg var nu ikke til, likesom et nedgravd, ufullbåret foster, lik barn som aldri så lyset.

Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,

Der har de ugudelige holdt op å rase, og der hviler de trette.

alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;

Der har alle fanger ro, de hører ikke driverens røst.

små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

Liten og stor er der like, og trælen er fri for sin herre.

Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,

Hvorfor gir han den lidende lys, og liv til dem som bærer sorg i sitt hjerte,

dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte,

dem som venter på døden uten at den kommer, og som leter efter den ivrigere enn efter skjulte skatter,

som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav

dem som gleder sig like til jubel, som fryder sig når de finner en grav -

en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?

til den mann hvis vei er skjult for ham, og som Gud har stengt for på alle kanter?

Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand.

For mine sukk er blitt mitt daglige brød, og mine klager strømmer som vannet.

Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.

For alt det fryktelige jeg reddes for, det rammer mig, og det jeg gruer for, det kommer over mig.

Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!

Jeg har ikke fred, ikke ro, ikke hvile - det kommer alltid ny uro.