Job 4

Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

Katahi a Eripata Temani ka oho, ka mea,

Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?

Ki te anga matou ki te korero ki a koe, e pouri ranei koe? otira e taea e wai te pehi te kupu?

Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,

Nana, he tokomaha i whakaakona e koe: nau hoki i whakakaha nga ringa kahakore.

dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.

Ara ana i au kupu te tangata e hinga ana; nau hoki i kaha ai nga turi kua piko.

Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

Inaianei kua tae mai ki a koe, a e hemo ana koe: e pa ana ki a koe, ohorere ana koe.

Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?

He taka ianei kei tou wehi ki te Atua he okiokinga whakaaro mou? Kei te tapatahi o ou huarahi he tumanakohanga mou?

Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?

Maharatia ra, ko wai o nga tangata harakore i huna? I ngaro ranei ki hea te hunga tika?

Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.

Ko taku hoki tenei i kite ai, ko te hunga e parau ana i te he, e rua ana i te raruraru, ko ia ra ano ta ratou e kokoti ai.

For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.

Huna ana ratou e te ha o te Atua, moti iho ratou i te hau o tona riri.

Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;

Ko te hamama o te raiona, ko te reo o te raiona tutu, ko nga niho o nga kuao raiona, whati ana.

Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.

Ngaro ana te raiona katua i te kore kai, a marara noa atu nga kuao a te raiona.

Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken

Na i kawea pukutia mai he korero ki ahau, a kapohia ana e toku taringa he komuhumuhu.

i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;

I nga whakaaroaronga, no nga kite o te po, i te mea ka au iho te moe a te tangata,

Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;

Ka pa te wehi ki ahau, me te ihiihi, a wiri ana oku wheua katoa.

et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.

Na ka tika atu he wairua i toku aroaro, tutu ana nga huruhuru o toku kikokiko.

Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:

Tu ana ia, otiia kihai ahau i mohio ki tona mata; he ahua te mea i toku aroaro: tu puku ana; na ka rongo ahau i te reo e ki ana,

"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?

He nui atu ranei te tika o te tangata i to te Atua? He nui atu ranei i to tona Kaihanga to ma o te tangata?

End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,

Nana, kahore rawa ia e whakawhirinaki ki ana pononga; a ki tana, he he kei ana anahera.

endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

Tera atu to te hunga e noho ana i roto i nga whare uku, he puehu to ratou turanga; mongamonga kau ratou i te aroaro o te purehurehu.

De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.

I waenganui o te ata, o te ahiahi, ka whakangaromia ratou; huna ana ratou ake tonu atu, te ai tetahi hei whakaaro atu.

Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."

Kahore ranei to ratou taura here teneti i motuhia i roto i a ratou? Mate ana ratou, kahore hoki he matauranga.