Luke 20

Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.
And it came to pass, that on one of those days, as he taught the people in the temple, and preached the gospel, the chief priests and the scribes came upon him with the elders,
Og de talte til ham og sagde: "Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?"
And spake unto him, saying, Tell us, by what authority doest thou these things? or who is he that gave thee this authority?
Men han svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det:
And he answered and said unto them, I will also ask you one thing; and answer me:
Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?"
The baptism of John, was it from heaven, or of men?
Men de overvejede med hverandre og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?
And they reasoned with themselves, saying, If we shall say, From heaven; he will say, Why then believed ye him not?
Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet."
But and if we say, Of men; all the people will stone us: for they be persuaded that John was a prophet.
Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra.
And they answered, that they could not tell whence it was.
Og Jesus sagde til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting."
And Jesus said unto them, Neither tell I you by what authority I do these things.
Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: "En Mand plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands for lange Tider.
Then began he to speak to the people this parable; A certain man planted a vineyard, and let it forth to husbandmen, and went into a far country for a long time.
Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
And at the season he sent a servant to the husbandmen, that they should give him of the fruit of the vineyard: but the husbandmen beat him, and sent him away empty.
Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort.
And again he sent another servant: and they beat him also, and entreated him shamefully, and sent him away empty.
Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og kastede ham ud.
And again he sent a third: and they wounded him also, and cast him out.
Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham.
Then said the lord of the vineyard, What shall I do? I will send my beloved son: it may be they will reverence him when they see him.
Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive vor.
But when the husbandmen saw him, they reasoned among themselves, saying, This is the heir: come, let us kill him, that the inheritance may be ours.
Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingårdens Herre gøre ved dem?
So they cast him out of the vineyard, and killed him. What therefore shall the lord of the vineyard do unto them?
Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården til andre." Men da de hørte det, sagde de: "Det ske aldrig!"
He shall come and destroy these husbandmen, and shall give the vineyard to others. And when they heard it, they said, God forbid.
Men han så på dem og sagde: "Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?
And he beheld them, and said, What is this then that is written, The stone which the builders rejected, the same is become the head of the corner?
Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse."
Whosoever shall fall upon that stone shall be broken; but on whomsoever it shall fall, it will grind him to powder.
Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
And the chief priests and the scribes the same hour sought to lay hands on him; and they feared the people: for they perceived that he had spoken this parable against them.
Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
And they watched him, and sent forth spies, which should feign themselves just men, that they might take hold of his words, that so they might deliver him unto the power and authority of the governor.
Og de spurgte ham og sagde: "Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.
And they asked him, saying, Master, we know that thou sayest and teachest rightly, neither acceptest thou the person of any, but teachest the way of God truly:
Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?"
Is it lawful for us to give tribute unto Cæsar, or no?
Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: "Hvorfor friste I mig?
But he perceived their craftiness, and said unto them, Why tempt ye me?
Viser mig en Denar"; hvis Billede og Overskrift bærer den?" Men de svarede og sagde: "Kejserens."
Shew me a penny. Whose image and superscription hath it? They answered and said, Cæsar's.
Men han sagde til dem: "Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er."
And he said unto them, Render therefore unto Cæsar the things which be Cæsar's, and unto God the things which be God's.
Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.
And they could not take hold of his words before the people: and they marvelled at his answer, and held their peace.
Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:
Then came to him certain of the Sadducees, which deny that there is any resurrection; and they asked him,
"Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.
Saying, Master, Moses wrote unto us, If any man's brother die, having a wife, and he die without children, that his brother should take his wife, and raise up seed unto his brother.
Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
There were therefore seven brethren: and the first took a wife, and died without children.
Ligeså den anden.
And the second took her to wife, and he died childless.
Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden at efterlade Børn.
And the third took her; and in like manner the seven also: and they left no children, and died.
Men til sidst døde også Hustruen.
Last of all the woman died also.
Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru."
Therefore in the resurrection whose wife of them is she? for seven had her to wife.
Og Jesus sagde til dem: "Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes;
And Jesus answering said unto them, The children of this world marry, and are given in marriage:
men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes.
But they which shall be accounted worthy to obtain that world, and the resurrection from the dead, neither marry, nor are given in marriage:
Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.
Neither can they die any more: for they are equal unto the angels; and are the children of God, being the children of the resurrection.
Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.
Now that the dead are raised, even Moses shewed at the bush, when he calleth the Lord the God of Abraham, and the God of Isaac, and the God of Jacob.
Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle."
For he is not a God of the dead, but of the living: for all live unto him.
Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: "Mester! du talte vel."
Then certain of the scribes answering said, Master, thou hast well said.
Og de turde ikke mere spørge ham om noget.
And after that they durst not ask him any question at all.
Men han sagde til dem: "Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?
And he said unto them, How say they that Christ is David's son?
David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd,
And David himself saith in the book of Psalms, The LORD said unto my Lord, Sit thou on my right hand,
indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
Till I make thine enemies thy footstool.
Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?"
David therefore calleth him Lord, how is he then his son?
Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene:
Then in the audience of all the people he said unto his disciples,
"Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Måltiderne,
Beware of the scribes, which desire to walk in long robes, and love greetings in the markets, and the highest seats in the synagogues, and the chief rooms at feasts;
de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle få des hårdere Dom."
Which devour widows' houses, and for a shew make long prayers: the same shall receive greater damnation.