Psalms 102

(Bøn af en elendig, når hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for HERREN.) HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig,

Molitva nevoljnika koji je klonuo pa svoju tugu izlijeva

skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig!

Jahve, usliši molitvu moju, i vapaj moj k tebi da dođe!

Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;

Nemoj sakrivati lice od mene u dan moje nevolje! Prigni k meni uho svoje: kad te prizovem, brzo me usliši!

mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.

Jer moji dani nestaju poput dima, a moje kosti gore kao oganj.

Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;

Srce mi se suši kao pokošena trava i kruh svoj zaboravljam jesti.

jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder;

Od snažnih jecaja mojih kosti mi uz kožu prionuše.

om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget;

Sličan sam čaplji u pustinji, postah k'o ćuk na pustoj razvalini.

mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger ved mig.

Ne nalazim sna i uzdišem k'o samotan vrabac na krovu.

Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer

Svagda me grde dušmani moji; mnome se proklinju što bjesne na me.

over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;

Pepeo jedem poput kruha, a piće svoje miješam sa suzama

mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.

zbog tvoje ljutine i gnjeva, jer si me digao i bacio.

Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;

Moji su dani k'o oduljena sjena, a ja se, gle, sušim poput trave.

du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde;

A ti, o Jahve, ostaješ dovijeka i tvoje ime kroza sva koljena.

thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.

Ustani, smiluj se Sionu: vrijeme je da mu se smiluješ - sada je čas!

Og HERRENs Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;

Jer milo je slugama tvojim kamenje njegovo, žale ruševine njegove.

thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;

Tad će se pogani bojati, Jahve, imena tvojega i svi kraljevi zemlje slave tvoje

han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.

kad Jahve opet sazda Sion, kad se pokaže u slavi svojoj,

For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;

kad se osvrne na prošnju ubogih i ne prezre molitve njihove.

thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord

Nek' se zapiše ovo za budući naraštaj, puk što nastane neka hvali Jahvu.

for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,

Jer Jahve gleda sa svog uzvišenog svetišta, s nebesa na zemlju gleda

at HERRENs Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris i Jerusalem,

da čuje jauke sužnjeva, da izbavi smrti predane,

når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.

da se na Sionu navijesti ime Jahvino i njegova hvala u Jeruzalemu

Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv.

kad se narodi skupe i kraljevstva da služe Jahvi.

Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt.

Putem je istrošio sile moje, skratio mi dane.

Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;

Rekoh: "Bože moj, nemoj me uzeti u sredini dana mojih! Kroza sva koljena traju godine tvoje.

de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning;

U početku utemelji zemlju, i nebo je djelo ruku tvojih.

som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende!

Propast će, ti ćeš ostati, sve će ostarjeti kao odjeća. Mijenjaš ih poput haljine i nestaju:

Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn.

ti si uvijek isti - godinama tvojim nema kraja. [ (Psalms 102:29) Djeca će tvojih slugu živjeti u miru i potomstvo će njihovo trajati pred tobom. ]