Job 7

Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.

Nije l' vojska život čovjekov na zemlji? Ne provodi l' dane poput najamnika?

Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,

Kao što trudan rob za hladom žudi, poput nadničara štono plaću čeka,

så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

mjeseci jada tako me zapadoše i noći su mučne meni dosuđene.

Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

Liježuć' mislim svagda: 'Kada ću ustati?' A dižuć se: 'Kada večer dočekati!' I tako se kinjim sve dok se ne smrkne.

Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

PÓut moju crvi i blato odjenuše, koža na meni puca i raščinja se.

Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.

Dani moji brže od čunka prođoše, promakoše hitro bez ikakve nade.

Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!

Spomeni se: život moj je samo lahor i oči mi neće više vidjet' sreće!

Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.

Prijateljsko oko neće me gledati; pogled svoj u mene upro si te sahnem.

Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,

Kao što se oblak gubi i raspline, tko u Šeol siđe, više ne izlazi.

han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

Domu svome natrag ne vraća se nikad, njegovo ga mjesto više ne poznaje.

Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

Ustima ja svojim stoga branit' neću, u tjeskobi duha govorit ću sada, u gorčini duše ja ću zajecati.

Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

Zar sam more ili neman morska, pa si stražu nada mnom stavio?

Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

Kažem li: 'Na logu ću se smirit', ležaj će mi olakšati muke',

da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

snovima me prestravljuješ tada, prepadaš me viđenjima mučnim.

så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.

Kamo sreće da mi se zadavit'! Smrt mi je od patnja mojih draža.

Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

Ja ginem i vječno živjet neću; pusti me, tek dah su dani moji!

Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

Što je čovjek da ga toliko ti cijeniš, da je srcu tvojem tako prirastao

hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?

i svakoga jutra da njega pohodiš i svakoga trena da ga iskušavaš?

Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

Kada ćeš svoj pogled skinuti sa mene i dati mi barem pljuvačku progutat'?

Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

Ako sam zgriješio, što učinih tebi, o ti koji pomno nadzireš čovjeka? Zašto si k'o metu mene ti uzeo, zbog čega sam tebi na teret postao?

Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!

Zar prijestupa moga ne možeš podnijeti i ne možeš prijeći preko krivnje moje? Jer, malo će proći i u prah ću leći, ti ćeš me tražiti, al' me biti neće."