Job 4

Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

Tad prozbori Elifaz Temanac i reče:

Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?

"Možeš li podnijeti da ti progovorim? Ali tko se može uzdržat' od riječi!

Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,

Eto, mnoge ljude ti si poučio, okrijepio si iznemogle mišice;

dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.

riječju svojom klonule si pridizao, ojačavao si koljena klecava.

Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

A kad tebe stiže, klonuo si duhom, na tebe kad pade, čitav si se smeo!

Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?

Zar pobožnost tvoja nadu ti ne daje, neporočnost tvoja životu ufanje?

Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?

TÓa sjeti se: nevin - propade li kada? Kada su zatrti bili pravednici?

Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.

Iz iskustva zborim: nesrećom tko ore i nevolju sije, nju će i požeti.

For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.

Od daha Božjega oni pogibaju, na gnjevni mu disaj nestaju sa zemlje.

Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;

Rika lavlja, urlik leopardov krše se k'o zubi u lavića.

Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.

Lav ugiba jer mu nesta plijena, rasuli se mladi lavičini.

Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken

Tajna riječ se meni objavila, šapat njen je uho moje čulo.

i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;

Noću, kada snovi duh obuzmu i san dubok kad na ljude pada,

Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;

strah i trepet mene su svladali, kosti moje žestoko se stresle.

et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.

Dah mi neki preko lica prođe, digoše se dlake na mom tijelu.

Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:

Stajao je netko - lica mu ne poznah - ali likom bješe pred očima mojim. Posvuda tišina; uto začuh šapat:

"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?

'Zar je smrtnik koji pred Bogom pravedan? Zar je čovjek čist pred svojim Stvoriteljem?

End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,

Ni slugama svojim više ne vjeruje, i anđele svoje za grijeh okrivljuje -

endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

kako ne bi onda goste stanova glinenih kojima je temelj u prahu zemaljskom. Gle, kao moljce njih sveudilj satiru:

De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.

od jutra do mraka u prah pretvore, nestaju zasvagda - nitko i ne vidi.

Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."

Iščupan je kolčić njihova šatora, pogibaju skoro, mudrost ne spoznavši.'