Job 17

Il mio soffio vitale si spenge, i miei giorni si estinguono, il sepolcro m’aspetta!
Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;
Sono attorniato di schernitori e non posso chiuder occhio per via delle lor parole amare.
visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.
O Dio, da’ un pegno, sii tu il mio mallevadore presso di te; se no, chi metterà la sua nella mia mano?
Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?
Poiché tu hai chiuso il cuor di costoro alla ragione, e però non li farai trionfare.
Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;
Chi denunzia un amico sì che diventi preda altrui, vedrà venir meno gli occhi de’ suoi figli.
den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.
Egli m’ha reso la favola dei popoli, e son divenuto un essere a cui si sputa in faccia.
Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;
L’occhio mio si oscura pel dolore, tutte le mie membra non son più che un’ombra.
mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;
Gli uomini retti ne son colpiti di stupore, e l’innocente insorge contro l’empio;
retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,
ma il giusto si attiene saldo alla sua via, e chi ha le mani pure viepiù si fortifica.
men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.
Quanto a voi tutti, tornate pure, fatevi avanti, ma fra voi non troverò alcun savio.
Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer!
I miei giorni passano, i miei disegni, i disegni cari al mio cuore, sono distrutti,
Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;
e costoro pretendon che la notte sia giorno, che la luce sia vicina, quando tutto è buio!
Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;
Se aspetto come casa mia il soggiorno de’ morti, se già mi son fatto il letto nelle tenebre,
vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje,
se ormai dico al sepolcro "tu sei mio padre" e ai vermi: "siete mia madre e mia sorella",
Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.
dov’è dunque la mia speranza? questa speranza mia chi la può scorgere?
Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?
Essa scenderà alle porte del soggiorno de’ morti, quando nella polvere troverem riposo assieme".
Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet?