Job 6

Så tog Job til Orde og svarede:

respondens autem Iob dixit

"Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!

utinam adpenderentur peccata mea quibus iram merui et calamitas quam patior in statera

Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!

quasi harena maris haec gravior appareret unde et verba mea dolore sunt plena

Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.

quia sagittae Domini in me sunt quarum indignatio ebibit spiritum meum et terrores Domini militant contra me

Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?

numquid rugiet onager cum habuerit herbam aut mugiet bos cum ante praesepe plenum steterit

Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?

aut poterit comedi insulsum quod non est sale conditum aut potest aliquis gustare quod gustatum adfert mortem

Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.

quae prius tangere nolebat anima mea nunc prae angustia cibi mei sunt

Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber

quis det ut veniat petitio mea et quod expecto tribuat mihi Deus

vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,

et qui coepit ipse me conterat solvat manum suam et succidat me

så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.

et haec mihi sit consolatio ut adfligens me dolore non parcat nec contradicam sermonibus Sancti

Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig?

quae est enim fortitudo mea ut sustineam aut quis finis meus ut patienter agam

Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?

nec fortitudo lapidum fortitudo mea nec caro mea aerea est

Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.

ecce non est auxilium mihi in me et necessarii quoque mei recesserunt a me

Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.

qui tollit ab amico suo misericordiam timorem Domini derelinquit

Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,

fratres mei praeterierunt me sicut torrens qui raptim transit in convallibus

de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,

qui timent pruinam inruet super eos nix

men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;

tempore quo fuerint dissipati peribunt et ut incaluerit solventur de loco suo

Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde;

involutae sunt semitae gressuum eorum ambulabunt in vacuum et peribunt

Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem,

considerate semitas Theman itinera Saba et expectate paulisper

men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!

confusi sunt quia speravi venerunt quoque usque ad me et pudore cooperti sunt

Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!

nunc venistis et modo videntes plagam meam timetis

Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,

numquid dixi adferte mihi et de substantia vestra donate mihi

red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"

vel liberate me de manu hostis et de manu robustorum eruite me

Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!

docete me et ego tacebo et si quid forte ignoravi instruite me

Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?

quare detraxistis sermonibus veritatis cum e vobis nullus sit qui possit arguere

Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!

ad increpandum tantum eloquia concinnatis et in ventum verba profertis

Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.

super pupillum inruitis et subvertere nitimini amicum vestrum

Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?

verumtamen quod coepistis explete praebete aurem et videte an mentiar

Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!

respondete obsecro absque contentione et loquentes id quod iustum est iudicate

Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?

et non invenietis in lingua mea iniquitatem nec in faucibus meis stultitia personabit