Psalms 55

(Til sangmesteren. Med strengespil. En maskil af David.) Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen,

Til sangmesteren; med strengelek; en læresalme av David.

lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage,

Vend øret, Gud, til min bønn, og skjul dig ikke for min inderlige begjæring!

jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt;

Gi akt på mig og svar mig! Mine sorgfylte tanker farer hit og dit, og jeg må stønne,

Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.

for fiendens røst, for den ugudeliges undertrykkelse; for de velter elendighet over mig, og i vrede forfølger de mig.

Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig.

Mitt hjerte bever i mitt bryst, og dødens redsler er falt på mig.

Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly,

Frykt og beven kommer over mig, og forferdelse legger sig over mig.

ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. - Sela.

Og jeg sier: Gid jeg hadde vinger som duen! Da vilde jeg flyve bort og feste bo.

Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.

Se, jeg vilde flykte langt bort, jeg vilde ta herberge i ørkenen. Sela.

Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen;

Jeg vilde i hast søke mig et tilfluktssted for den rasende vind, for stormen.

de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure;

Opsluk dem, Herre, kløv deres tungemål! For jeg ser vold og kiv i byen.

Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.

Dag og natt vandrer de omkring den på dens murer, og elendighet og ulykke er inneni den.

Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå;

Fordervelse er inneni den, og undertrykkelse og svik viker ikke fra dens torv.

men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,

For ikke er det en fiende som håner mig, ellers vilde jeg bære det; ikke er det min avindsmann som ophøier sig over mig, ellers vilde jeg skjule mig for ham;

og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.

men det er du, du som var min likemann, min venn og min kjenning -

Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre!

vi som levde sammen i fortrolig omgang, som vandret til Guds hus blandt den glade høitidsskare.

Jeg, jeg råber til Gud, og HERREN vil frelse mig.

Ødeleggelse komme over dem! La dem fare levende ned i dødsriket! For ondskap hersker i deres bolig, i deres hjerte.

Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre

Jeg vil rope til Gud, og Herren skal frelse mig.

og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.

Aften og morgen og middag vil jeg klage og sukke, så hører han min røst.

Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. - Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.

Han forløser min sjel fra striden imot mig og gir mig fred; for i mengde er de omkring mig.

På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt.

Gud skal høre og svare dem - han troner jo fra fordums tid, sela - dem som ikke vil bli anderledes, og som ikke frykter Gud.

Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.

Han legger hånd på dem som har fred med ham, han vanhelliger sin pakt.

Kast din Byrde på HERREN, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes.

Hans munns ord er glatte som smør, men hans hjertes tanke er strid; hans ord er bløtere enn olje, og dog er de dragne sverd.

Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig!

Kast på Herren det som tynger dig! Han skal holde dig oppe; han skal i evighet ikke la den rettferdige rokkes. Og du, Gud, skal støte dem ned i gravens dyp; blodgjerrige og falske menn skal ikke nå det halve av sine dager; men jeg setter min lit til dig.