Psalms 56

(Til sangmesteren. Al-jonat-elem-rehokim. Af David. En miktam, da filisterne greb ham i Gat.) Vær mig nådig Gud, thi Mennesker vil mig til livs, jeg trænges stadig af Stridsmænd;

Til sangmesteren; efter "Den målløse due på de fjerne steder"; av David; en gyllen sang da filistrene grep ham i Gat.

mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert imod mig!

Vær mig nådig, Gud! for mennesker vil opsluke mig; hele dagen trenger de mig med krig.

Når jeg gribes af Frygt, vil jeg stole på dig,

Mine fiender søker å opsluke mig hele dagen; for mange er de som strider mot mig i overmot.

og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig?

På den dag jeg frykter, setter jeg min lit til dig.

De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt.

Ved Gud priser jeg hans ord; til Gud setter jeg min lit, jeg frykter ikke; hvad skulde kjød kunne gjøre mig?

De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene, de står mig jo efter Livet.

Hele dagen forvender de mine ord; alle deres tanker er mig imot til det onde.

Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud!

De slår sig sammen, de lurer, de tar vare på mine trin, fordi de står mig efter livet.

Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine Tårer; de står jo i din Bog.

Skulde de undslippe tross sin ondskap? Støt folkeslag ned i vrede, Gud!

Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at Gud er med mig.

Hvor ofte jeg har flyktet, det har du tellet; mine tårer er gjemt i din flaske; står de ikke i din bok?

Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med HERRENs Hjælp skal jeg prise hans Ord.

Da skal mine fiender vende tilbake, på den dag jeg roper; dette vet jeg at Gud er med mig.

Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre mig?

Ved Gud priser jeg ordet; ved Herren priser jeg ordet.

Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig.

Til Gud setter jeg min lit, jeg frykter ikke; hvad skulde et menneske kunne gjøre mig?

Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Åsyn i Livets Lys.

På mig, Gud, hviler løfter til dig; jeg vil betale dig med takksigelser. For du har fridd min sjel fra døden, ja mine føtter fra fall, så jeg kan vandre for Guds åsyn i de levendes lys.