Job 7

Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.

Le sort de l'homme sur la terre est celui d'un soldat, Et ses jours sont ceux d'un mercenaire.

Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,

Comme l'esclave soupire après l'ombre, Comme l'ouvrier attend son salaire,

så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

Ainsi j'ai pour partage des mois de douleur, J'ai pour mon lot des nuits de souffrance.

Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

Je me couche, et je dis: Quand me lèverai-je? quand finira la nuit? Et je suis rassasié d'agitations jusqu'au point du jour.

Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

Mon corps se couvre de vers et d'une croûte terreuse, Ma peau se crevasse et se dissout.

Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.

Mes jours sont plus rapides que la navette du tisserand, Ils s'évanouissent: plus d'espérance!

Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!

Souviens-toi que ma vie est un souffle! Mes yeux ne reverront pas le bonheur.

Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.

L'oeil qui me regarde ne me regardera plus; Ton oeil me cherchera, et je ne serai plus.

Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,

Comme la nuée se dissipe et s'en va, Celui qui descend au séjour des morts ne remontera pas;

han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

Il ne reviendra plus dans sa maison, Et le lieu qu'il habitait ne le connaîtra plus.

Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

C'est pourquoi je ne retiendrai point ma bouche, Je parlerai dans l'angoisse de mon coeur, Je me plaindrai dans l'amertume de mon âme.

Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

Suis-je une mer, ou un monstre marin, Pour que tu établisses des gardes autour de moi?

Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

Quand je dis: Mon lit me soulagera, Ma couche calmera mes douleurs,

da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

C'est alors que tu m'effraies par des songes, Que tu m'épouvantes par des visions.

så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.

Ah! je voudrais être étranglé! Je voudrais la mort plutôt que ces os!

Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

Je les méprise!... je ne vivrai pas toujours... Laisse-moi, car ma vie n'est qu'un souffle.

Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

Qu'est-ce que l'homme, pour que tu en fasses tant de cas, Pour que tu daignes prendre garde à lui,

hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?

Pour que tu le visites tous les matins, Pour que tu l'éprouves à tous les instants?

Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

Quand cesseras-tu d'avoir le regard sur moi? Quand me laisseras-tu le temps d'avaler ma salive?

Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

Si j'ai péché, qu'ai-je pu te faire, gardien des hommes? Pourquoi me mettre en butte à tes traits? Pourquoi me rendre à charge à moi-même?

Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!

Que ne pardonnes-tu mon péché, Et que n'oublies-tu mon iniquité? Car je vais me coucher dans la poussière; Tu me chercheras, et je ne serai plus.