Proverbs 13

Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke på skænd.
اَلابْنُ الْحَكِيمُ يَقْبَلُ تَأْدِيبَ أَبِيهِ، وَالْمُسْتَهْزِئُ لاَ يَسْمَعُ انْتِهَارًا.
Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold står troløses Hu.
مِنْ ثَمَرَةِ فَمِهِ يَأْكُلُ الإِنْسَانُ خَيْرًا، وَمَرَامُ الْغَادِرِينَ ظُلْمٌ.
Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den åbenmundede falder i Våde.
مَنْ يَحْفَظُ فَمَهُ يَحْفَظُ نَفْسَهُ. مَنْ يَشْحَرْ شَفَتَيْهِ فَلَهُ هَلاَكٌ.
Den lade attrår uden at få, men flittiges Sjæl bliver mæt.
نَفْسُ الْكَسْلاَنِ تَشْتَهِي وَلاَ شَيْءَ لَهَا، وَنَفْسُ الْمُجْتَهِدِينَ تَسْمَنُ.
Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel.
اَلصِّدِّيقُ يُبْغِضُ كَلاَمَ كَذِبٍ، وَالشِّرِّيرُ يُخْزِي وَيُخْجِلُ.
Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse.
اَلْبِرُّ يَحْفَظُ الْكَامِلَ طَرِيقَهُ، وَالشَّرُّ يَقْلِبُ الْخَاطِئَ.
Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget.
يُوجَدُ مَنْ يَتَغَانَى وَلاَ شَيْءَ عِنْدَهُ، وَمَنْ يَتَفَاقَرُ وَعِنْدَهُ غِنًى جَزِيلٌ.
Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand får ingen Trusel at høre.
فِدْيَةُ نَفْسِ رَجُل غِنَاهُ، أَمَّا الْفَقِيرُ فَلاَ يَسْمَعُ انْتِهَارًا.
Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe går ud.
نُورُ الصِّدِّيقِينَ يُفَرِّحُ، وَسِرَاجُ الأَشْرَارِ يَنْطَفِئُ.
Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig råde, er Visdom.
اَلْخِصَامُ إِنَّمَا يَصِيرُ بِالْكِبْرِيَاءِ، وَمَعَ الْمُتَشَاوِرِينَ حِكْمَةٌ.
Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Håndfuld for Håndfuld, øges.
غِنَى الْبُطْلِ يَقِلُّ، وَالْجَامِعُ بِيَدِهِ يَزْدَادُ.
At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ.
الرَّجَاءُ الْمُمَاطَلُ يُمْرِضُ الْقَلْبَ، وَالشَّهْوَةُ الْمُتَمَّمَةُ شَجَرَةُ حَيَاةٍ.
Den, der lader hånt om Ordet, slås ned, den, der frygter Budet, får Løn.
مَنِ ازْدَرَى بِالْكَلِمَةِ يُخْرِبُ نَفْسَهُ، وَمَنْ خَشِيَ الْوَصِيَّةَ يُكَافَأُ.
Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.
شَرِيعَةُ الْحَكِيمِ يَنْبُوعُ حَيَاةٍ لِلْحَيَدَانِ عَنْ أَشْرَاكِ الْمَوْتِ.
God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang.
اَلْفِطْنَةُ الْجَيِّدَةُ تَمْنَحُ نِعْمَةً، أَمَّا طَرِيقُ الْغَادِرِينَ فَأَوْعَرُ.
Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder Dårskab.
كُلُّ ذَكِيٍّ يَعْمَلُ بِالْمَعْرِفَةِ، وَالْجَاهِلُ يَنْشُرُ حُمْقًا.
Gudløs Budbringer går det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom.
اَلرَّسُولُ الشِّرِّيرُ يَقَعُ فِي الشَّرِّ، وَالسَّفِيرُ الأَمِينُ شِفَاءٌ.
Afvises Tugt, får man Armod og Skam; agtes på Revselse, bliver man æret.
فَقْرٌ وَهَوَانٌ لِمَنْ يَرْفُضُ التَّأْدِيبَ، وَمَنْ يُلاَحِظ التَّوْبِيخَ يُكْرَمُ.
Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Tåber en Gru.
اَلشَّهْوَةُ الْحَاصِلَةُ تَلُذُّ النَّفْسَ، أَمَّا كَرَاهَةُ الْجُهَّالِ فَهِيَ الْحَيَدَانُ عَنِ الشَّرِّ.
Omgås Vismænd, så bliver du viis, ilde faren er Tåbers Ven.
اَلْمُسَايِرُ الْحُكَمَاءَ يَصِيرُ حَكِيمًا، وَرَفِيقُ الْجُهَّالِ يُضَرُّ.
Vanheld følger Syndere, Lykken når de retfærdige.
اَلشَّرُّ يَتْبَعُ الْخَاطِئِينَ، وَالصِّدِّيقُونَ يُجَازَوْنَ خَيْرًا.
Den gode efterlader Børnebrn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods.
اَلصَّالِحُ يُورِثُ بَنِي الْبَنِينَ، وَثَرْوَةُ الْخَاطِئِ تُذْخَرُ لِلصِّدِّيقِ.
På Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret.
فِي حَرْثِ الْفُقَرَاءِ طَعَامٌ كَثِيرٌ، وَيُوجَدُ هَالِكٌ مِنْ عَدَمِ الْحَقِّ.
Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide.
مَنْ يَمْنَعُ عَصَاهُ يَمْقُتِ ابْنَهُ، وَمَنْ أَحَبَّهُ يَطْلُبُ لَهُ التَّأْدِيبَ.
Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom.
اَلصِّدِّيقُ يَأْكُلُ لِشَبَعِ نَفْسِهِ، أَمَّا بَطْنُ الأَشْرَارِ فَيَحْتَاجُ.