Job 6

Så tog Job til Orde og svarede:

"Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!

Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!

Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.

Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?

Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?

Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.

Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber

vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,

så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.

Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig?

Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?

Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.

Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.

Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,

de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,

men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;

Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde;

Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem,

men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!

Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!

Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,

red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"

Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!

Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?

Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!

Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.

Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?

Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!

Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?