Psalms 77

(Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.) Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,

recordans Dei conturbabar loquebar in memet ipso et deficiebat spiritus meus semper

jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;

prohibebam suspectum oculorum meorum stupebam et non loquebar

jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela.

recogitabam dies antiquos annos pristinos

Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.

recordabar psalmorum meorum in nocte cum corde meo loquebar et scobebam spiritum meum

Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;

ergone in aeternum proiciet Dominus et non repropitiabitur ultra

jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.

ergone conplebit usque in finem misericordiam suam consummabit verbum de generatione et generatione

Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,

numquid oblitus est misereri Deus aut conplebit in furore misericordias suas semper

er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,

et dixi inbecillitas mea est haec commutatio dexterae Excelsi

har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.

recordabor cogitationum Domini reminiscens antiqua mirabilia tua

Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.

et meditabor in omni opere tuo et adinventiones tuas loquar

Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.

Deus in sanctuario via tua quis deus magnus ut Deus

Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.

tu es Deus faciens mirabilia ostendens in populis potentiam tuam

Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!

redemisti in brachio populum tuum filios Iacob et Ioseph semper

Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,

videntes te aquae Deus videntes te aquae parturierunt et commotae sunt abyssi

udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela.

excusserunt aquas nubila vocem dederunt nubes et sagittae tuae discurrebant

Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;

vox tonitrui tui in rota apparuerunt fulgora tua orbi concussa est et commota est terra

Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did;

in mari via tua et semitae tuae in aquis multis et vestigia tua non sunt agnita

din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;

deduxisti quasi gregem populum tuum in manu Mosi et Aaron

din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.

eruditionis Asaph ausculta populus meus legem meam inclinate aurem vestram ad verba oris mei

Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.

aperiam in parabula os meum loquar enigmata antiqua