Job 37

Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!

super hoc expavit cor meum et emotum est de loco suo

Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!

audite auditionem in terrore vocis eius et sonum de ore illius procedentem

Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;

subter omnes caelos ipse considerat et lumen illius super terminos terrae

efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.

post eum rugiet sonitus tonabit voce magnitudinis suae et non investigabitur cum audita fuerit vox eius

Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.

tonabit Deus in voce sua mirabiliter qui facit magna et inscrutabilia

Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!"

qui praecipit nivi ut descendat in terram et hiemis pluviis et imbri fortitudinis suae

For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.

qui in manu omnium hominum signat ut noverint singuli opera sua

De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:

ingredietur bestia latibulum et in antro suo morabitur

Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.

ab interioribus egreditur tempestas et ab Arcturo frigus

Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.

flante Deo concrescit gelu et rursum latissimae funduntur aquae

Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;

frumentum desiderat nubes et nubes spargunt lumen suum

det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,

quae lustrant per circuitum quocumque eas voluntas gubernantis duxerit ad omne quod praeceperit illis super faciem orbis terrarum

hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.

sive in una tribu sive in terra sua sive in quocumque loco misericordiae suae eas iusserit inveniri

Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!

ausculta haec Iob sta et considera miracula Dei

Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?

numquid scis quando praeceperit Deus pluviis ut ostenderent lucem nubium eius

Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?

numquid nosti semitas nubium magnas et perfectas scientias

Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?

nonne vestimenta tua calida sunt cum perflata fuerit terra austro

Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?

tu forsitan cum eo fabricatus es caelos qui solidissimi quasi aere fusi sunt

Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.

ostende nobis quid dicamus illi nos quippe involvimur tenebris

Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?

quis narrabit ei quae loquor etiam si locutus fuerit homo devorabitur

Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,

at nunc non vident lucem subito aer cogitur in nubes et ventus transiens fugabit eas

fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,

ab aquilone aurum venit et ad Deum formidolosa laudatio

og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;

digne eum invenire non possumus magnus fortitudine et iudicio et iustitia et enarrari non potest

derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.

ideo timebunt eum viri et non audebunt contemplari omnes qui sibi videntur esse sapientes