Job 8

Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

Bildad de Schuach prit la parole et dit:

"Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?

Jusqu'à quand veux-tu discourir de la sorte, Et les paroles de ta bouche seront-elles un vent impétueux?

Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?

Dieu renverserait-il le droit? Le Tout-Puissant renverserait-il la justice?

Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,

Si tes fils ont péché contre lui, Il les a livrés à leur péché.

så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!

Mais toi, si tu as recours à Dieu, Si tu implores le Tout-Puissant;

Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;

Si tu es juste et droit, Certainement alors il veillera sur toi, Et rendra le bonheur à ton innocente demeure;

din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.

Ton ancienne prospérité semblera peu de chose, Celle qui t'est réservée sera bien plus grande.

Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!

Interroge ceux des générations passées, Sois attentif à l'expérience de leurs pères.

Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.

Car nous sommes d'hier, et nous ne savons rien, Nos jours sur la terre ne sont qu'une ombre.

Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:

Ils t'instruiront, ils te parleront, Ils tireront de leur coeur ces sentences:

Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?

Le jonc croît-il sans marais? Le roseau croît-il sans humidité?

Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.

Encore vert et sans qu'on le coupe, Il sèche plus vite que toutes les herbes.

Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:

Ainsi arrive-t-il à tous ceux qui oublient Dieu, Et l'espérance de l'impie périra.

som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;

Son assurance est brisée, Son soutien est une toile d'araignée.

han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.

Il s'appuie sur sa maison, et elle n'est pas ferme; Il s'y cramponne, et elle ne résiste pas.

I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,

Dans toute sa vigueur, en plein soleil, Il étend ses rameaux sur son jardin,

i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;

Il entrelace ses racines parmi les pierres, Il pénètre jusque dans les murailles;

men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"

L'arrache-t-on du lieu qu'il occupe, Ce lieu le renie: Je ne t'ai point connu!

Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!

Telles sont les délices que ses voies lui procurent. Puis sur le même sol d'autres s'élèvent après lui.

Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.

Non, Dieu ne rejette point l'homme intègre, Et il ne protège point les méchants.

End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;

Il remplira ta bouche de cris de joie, Et tes lèvres de chants d'allégresse.

dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!

Tes ennemis seront couverts de honte; La tente des méchants disparaîtra.