Psalms 77

(Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.) Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,

jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;

jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela.

Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.

Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;

jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.

Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,

er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,

har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.

Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.

Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.

Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.

Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!

Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,

udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela.

Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;

Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did;

din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;

din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.

Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.