Psalms 88

canticum carminis filiorum Core victori per chorum ad praecinendum eruditionis Eman Ezraitae Domine Deus salutis meae per diem clamavi in nocte coram te

(En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;

ingrediatur ante te oratio mea inclina aurem tuam ad laudationem meam

lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!

quia repleta est malis anima mea et vita mea ad infernum descendit

Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær,

reputatus sum cum descendentibus lacum factus sum quasi homo invalidus

jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,

inter mortuos liber sicut interfecti et dormientes in sepulchro quorum non recordaris amplius et qui a manu tua abscisi sunt

kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.

posuisti me in lacu novissimo in tenebris in profundis

Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;

super me confirmatus est furor tuus et cunctis fluctibus tuis adflixisti me semper

tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela.

longe fecisti notos meos a me posuisti me abominationem eis clausum et non prodeuntem

Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,

oculus meus infirmatus est ab adflictione invocavi te Domine tota die expandi ad te palmas meas

mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.

numquid mortuis facies mirabilia aut gigantes surgent et confitebuntur tibi semper

Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela.

numquid narrabitur in sepulchro misericordia tua et veritas tua in perditione

Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?

numquid noscentur in tenebris mirabilia tua et iustitia tua in terra quae oblivioni tradita est

Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?

ego autem ad te Domine clamavi et mane oratio mea praeveniet te

Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.

quare Domine abicis animam meam abscondis faciem tuam a me

Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?

pauper ego et aerumnosus ab adulescentia portavi furorem tuum et conturbatus sum

Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;

per me transierunt irae tuae terrores tui oppresserunt me

din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,

circumdederunt me quasi aquae tota die vallaverunt me pariter

som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;

longe fecisti a me amicum et sodalem notos meos abstulisti

Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.