Job 37

super hoc expavit cor meum et emotum est de loco suo

Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!

audite auditionem in terrore vocis eius et sonum de ore illius procedentem

Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!

subter omnes caelos ipse considerat et lumen illius super terminos terrae

Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;

post eum rugiet sonitus tonabit voce magnitudinis suae et non investigabitur cum audita fuerit vox eius

efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.

tonabit Deus in voce sua mirabiliter qui facit magna et inscrutabilia

Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.

qui praecipit nivi ut descendat in terram et hiemis pluviis et imbri fortitudinis suae

Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!"

qui in manu omnium hominum signat ut noverint singuli opera sua

For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.

ingredietur bestia latibulum et in antro suo morabitur

De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:

ab interioribus egreditur tempestas et ab Arcturo frigus

Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.

flante Deo concrescit gelu et rursum latissimae funduntur aquae

Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.

frumentum desiderat nubes et nubes spargunt lumen suum

Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;

quae lustrant per circuitum quocumque eas voluntas gubernantis duxerit ad omne quod praeceperit illis super faciem orbis terrarum

det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,

sive in una tribu sive in terra sua sive in quocumque loco misericordiae suae eas iusserit inveniri

hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.

ausculta haec Iob sta et considera miracula Dei

Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!

numquid scis quando praeceperit Deus pluviis ut ostenderent lucem nubium eius

Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?

numquid nosti semitas nubium magnas et perfectas scientias

Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?

nonne vestimenta tua calida sunt cum perflata fuerit terra austro

Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?

tu forsitan cum eo fabricatus es caelos qui solidissimi quasi aere fusi sunt

Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?

ostende nobis quid dicamus illi nos quippe involvimur tenebris

Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.

quis narrabit ei quae loquor etiam si locutus fuerit homo devorabitur

Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?

at nunc non vident lucem subito aer cogitur in nubes et ventus transiens fugabit eas

Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,

ab aquilone aurum venit et ad Deum formidolosa laudatio

fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,

digne eum invenire non possumus magnus fortitudine et iudicio et iustitia et enarrari non potest

og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;

ideo timebunt eum viri et non audebunt contemplari omnes qui sibi videntur esse sapientes

derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.