Psalms 74

Masquil de Asaph. ¿POR qué, oh Dios, nos has desechado para siempre? ¿Por qué ha humeado tu furor contra las ovejas de tu dehesa?
(En maskil af Asaf.) Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?
Acuérdate de tu congregación, que adquiriste de antiguo, Cuando redimiste la vara de tu heredad; Este monte de Sión, donde has habitado.
Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.
Levanta tus pies á los asolamientos eternos: Á todo enemigo que ha hecho mal en el santuario.
Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.
Tus enemigos han bramado en medio de tus sinagogas: Han puesto sus divisas por señas.
Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.
Cualquiera se hacía famoso según que había levantado El hacha sobre los gruesos maderos.
Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.
Y ahora con hachas y martillos Han quebrado todas sus entalladuras.
Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.
Han puesto á fuego tus santuarios, Han profanado el tabernáculo de tu nombre echándolo á tierra.
På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.
Dijeron en su corazón: Destruyámoslos de una vez; Han quemado todas las sinagogas de Dios en el tierra.
De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.
No vemos ya nuestras señales: No hay más profeta; Ni con nosotros hay quien sepa hasta cuándo.
Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.
¿Hasta cuándo, oh Dios, el angustiador nos afrentará? ¿Ha de blasfemar el enemigo perpetuamente tu nombre?
Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?
¿Por qué retraes tu mano, y tu diestra? ¿Por qué la escondes dentro de tu seno?
Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
Empero Dios es mi rey ya de antiguo; El que obra saludes en medio de la tierra.
Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.
Tú hendiste la mar con tu fortaleza: Quebrantaste cabezas de ballenas en las aguas.
Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;
Tú magullaste las cabezas del leviathán; Dístelo por comida al pueblo de los desiertos.
du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;
Tú abriste fuente y río; Tú secaste ríos impetuosos.
Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;
Tuyo es el día, tuya también es la noche: Tú aparejaste la luna y el sol.
din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
Tú estableciste todos los términos de la tierra: El verano y el invierno tú los formaste.
du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
Acuérdate de esto: que el enemigo ha dicho afrentas á JEHOVÁ, Y que el pueblo insensato ha blasfemado tu nombre.
Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!
No entregues á las bestias el alma de tu tórtola: Y no olvides para siempre la congregación de tus afligidos.
Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;
Mira al pacto: Porque las tenebrosidades de la tierra llenas están de habitaciones de violencia.
se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.
No vuelva avergonzado el abatido: El afligido y el menesteroso alabarán tu nombre.
Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!
Levántate, oh Dios, aboga tu causa: Acuérdate de cómo el insensato te injuria cada día.
Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer,
No olvides las voces de tus enemigos: El alboroto de los que se levantan contra ti sube continuamente.
lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!