Job 16

Da tok Job til orde og sa:

Så tog Job til Orde og svarede:

Jeg har hørt meget som dette; I er plagsomme trøstere alle sammen.

"Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!

Blir det aldri ende på de vindige ord? Eller hvad egger dig til å svare?

Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?

Også jeg kunde tale som I; om I var i mitt sted, kunde jeg sette ord sammen mot eder, og jeg kunde ryste på hodet over eder;

Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer,

jeg kunde styrke eder med min munn, og mine lebers medynk kunde stille eders smerte.

styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord!

Om jeg taler, stilles ikke min smerte, og lar jeg det være, hvad lindring får jeg da?

Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg?

Ja, nu har han trettet mig ut; du har ødelagt hele mitt hus.

Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;

Og du grep mig fatt - det blev et vidne mot mig; min magerhet stod op imot mig, like i mitt åsyn vidnet den mot mig.

at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.

Hans vrede sønderrev mig og forfulgte mig; han skar tenner imot mig; som min motstander hvesset han sine øine mot mig.

Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,

De spilet op sin munn mot mig, med hån slo de mine kinnben; alle slo de sig sammen mot mig.

de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig;

Gud gir mig i urettferdige folks vold og styrter mig i ugudelige menneskers hender.

Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig.

Jeg levde i ro; da sønderbrøt han mig, han grep mig i nakken og sønderknuste mig, han satte mig op til skive for sig.

Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,

Hans skyttere kringsatte mig, han kløvde mine nyrer uten barmhjertighet; han øste ut min galle på jorden.

hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden;

Han rev i mig rift på rift; han stormet mot mig som en kjempe.

Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig.

Jeg har sydd sekk om min hud og stukket mitt horn i støvet;

Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel;

mitt ansikt er rødt av gråt, og over mine øielokk ligger det dødsskygge.

mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke,

Og dog er det ingen urett i mine hender, og min bønn er ren.

skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!

Å jord, dekk ikke mitt blod, og måtte det ikke være noget sted hvor mitt skrik stanser!

Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile!

Selv nu har jeg mitt vidne i himmelen og i det høie en som kan stadfeste mine ord.

Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;

Stadig spotter mine venner mig; mot Gud skuer gråtende mitt øie,

gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud,

at han må la mannen få rett i hans strid med Gud og menneskebarnet rett mot hans næste;

at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!

for få år vil det gå før jeg vandrer den vei som jeg ikke vender tilbake.

Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra.