Psalms 88

(En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;

canticum carminis filiorum Core victori per chorum ad praecinendum eruditionis Eman Ezraitae Domine Deus salutis meae per diem clamavi in nocte coram te

lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!

ingrediatur ante te oratio mea inclina aurem tuam ad laudationem meam

Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær,

quia repleta est malis anima mea et vita mea ad infernum descendit

jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,

reputatus sum cum descendentibus lacum factus sum quasi homo invalidus

kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.

inter mortuos liber sicut interfecti et dormientes in sepulchro quorum non recordaris amplius et qui a manu tua abscisi sunt

Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;

posuisti me in lacu novissimo in tenebris in profundis

tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela.

super me confirmatus est furor tuus et cunctis fluctibus tuis adflixisti me semper

Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,

longe fecisti notos meos a me posuisti me abominationem eis clausum et non prodeuntem

mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.

oculus meus infirmatus est ab adflictione invocavi te Domine tota die expandi ad te palmas meas

Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela.

numquid mortuis facies mirabilia aut gigantes surgent et confitebuntur tibi semper

Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?

numquid narrabitur in sepulchro misericordia tua et veritas tua in perditione

Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?

numquid noscentur in tenebris mirabilia tua et iustitia tua in terra quae oblivioni tradita est

Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.

ego autem ad te Domine clamavi et mane oratio mea praeveniet te

Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?

quare Domine abicis animam meam abscondis faciem tuam a me

Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;

pauper ego et aerumnosus ab adulescentia portavi furorem tuum et conturbatus sum

din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,

per me transierunt irae tuae terrores tui oppresserunt me

som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;

circumdederunt me quasi aquae tota die vallaverunt me pariter

Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.

longe fecisti a me amicum et sodalem notos meos abstulisti