Psalms 77

(Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.) Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,

Til sangmesteren, for Jedutun; av Asaf; en salme.

jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;

Min røst er til Gud, og jeg vil rope; min røst er til Gud, og han vil vende øret til mig.

jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela.

På min nøds dag søker jeg Herren; min hånd er utrakt om natten og blir ikke trett, min sjel vil ikke la sig trøste.

Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.

Jeg vil komme Gud i hu og sukke; jeg vil gruble, og min ånd vansmekter. Sela.

Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;

Du holder mine øine oppe i nattevaktene; jeg er urolig og taler ikke.

jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.

Jeg tenker på fordums dager, på de lengst fremfarne år.

Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,

Jeg vil komme i hu mitt strengespill om natten, i mitt hjerte vil jeg gruble, og min ånd ransaker.

er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,

Vil da Herren forkaste i all evighet, og vil han ikke mere bli ved å vise nåde?

har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.

Er det for all tid ute med hans miskunnhet? er hans løfte blitt til intet slekt efter slekt?

Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.

Har Gud glemt å være nådig? Har han i vrede tillukket sin barmhjertighet? Sela.

Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.

Jeg sier: Dette er min plage, det er år fra den Høiestes høire hånd.

Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.

Jeg vil forkynne Herrens gjerninger; for jeg vil komme dine under i hu fra fordums tid.

Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!

Og jeg vil eftertenke alt ditt verk, og på dine store gjerninger vil jeg grunde.

Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,

Gud! Din vei er i hellighet; hvem er en gud stor som Gud?

udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela.

Du er den Gud som gjør under; du har kunngjort din styrke blandt folkene.

Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;

Du har forløst ditt folk med velde, Jakobs og Josefs barn. Sela.

Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did;

Vannene så dig, Gud, vannene så dig, de bevet, ja avgrunnene skalv.

din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;

Skyene utøste vann, himlene lot sin røst høre, ja dine piler fløi hit og dit.

din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.

Din tordens røst lød i stormhvirvelen, lyn lyste op jorderike, jorden bevet og skalv.

Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.

Gjennem havet gikk din vei, og dine stier gjennem store vann, og dine fotspor blev ikke kjent. Du førte ditt folk som en hjord ved Moses' og Arons hånd.