Psalms 74

(En maskil af Asaf.) Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?
Cantico di Asaf. O Dio, perché ci hai rigettati per sempre? Perché arde l’ira tua contro il gregge del tuo pasco?
Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.
Ricordati della tua raunanza che acquistasti in antico, che redimesti per esser la tribù della tua eredità; ricordati del monte di Sion, di cui hai fatto la tua dimora!
Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.
Dirigi i tuoi passi verso le ruine perpetue; il nemico ha tutto devastato nel tuo santuario.
Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.
I tuoi avversari hanno ruggito dentro al luogo delle tue raunanze; vi hanno posto le loro insegne per emblemi.
Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.
Parevano uomini levanti in alto le scuri nel folto d’un bosco.
Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.
E invero con l’ascia e col martello, hanno spezzato tutte le sculture della tua casa.
På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.
Hanno appiccato il fuoco al tuo santuario, han profanato, gettandola a terra, la dimora del tuo nome.
De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.
Han detto in cuor loro: Distruggiamo tutto! Hanno arso tutti i luoghi delle raunanze divine nel paese.
Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.
Noi non vediam più i nostri emblemi; non v’è più profeta, né v’è fra noi alcuno che sappia fino a quando.
Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?
Fino a quando, o Dio, oltraggerà l’avversario? Il nemico sprezzerà egli il tuo nome in perpetuo?
Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
Perché ritiri la tua mano, la tua destra? Traila fuori dal tuo seno, e distruggili!
Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.
Ma Dio è il mio Re ab antico, colui che opera liberazioni in mezzo alla terra.
Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;
Tu, con la tua forza, spartisti il mare, tu spezzasti il capo ai mostri marini sulle acque,
du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;
tu spezzasti il capo del leviatan, tu lo desti in pasto al popolo del deserto.
Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;
Tu facesti sgorgare fonti e torrenti, tu asciugasti fiumi perenni.
din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
Tuo è il giorno, la notte pure è tua; tu hai stabilito la luna e il sole.
du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
Tu hai fissato tutti i confini della terra, tu hai fatto l’estate e l’inverno.
Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!
Ricordati questo: che il nemico ha oltraggiato l’Eterno, e che un popolo stolto ha sprezzato il tuo nome.
Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;
Non dare alle fiere la vita della tua tortora, non dimenticare per sempre il gregge dei tuoi poveri afflitti!
se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.
Abbi riguardo al patto, poiché i luoghi tenebrosi della terra son pieni di ricetti di violenza.
Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!
L’oppresso non se ne torni svergognato; fa’ che il misero e il bisognoso lodino il tuo nome.
Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer,
Lèvati, o Dio, difendi la tua causa! Ricordati dell’oltraggio che ti è fatto del continuo dallo stolto.
lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!
Non dimenticare il grido de’ tuoi nemici, lo strepito incessante di quelli che si levano contro di te.