Psalms 139

(Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) HERRE, du ransager mig og kender mig!

Zborovođi. Davidov. Jahve, proničeš me svega i poznaješ,

Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,

ti znaš kada sjednem i kada ustanem, izdaleka ti već misli moje poznaješ.

du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.

Hodam li ili ležim, sve ti vidiš, znani su ti svi moji putovi.

Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.

Riječ mi još nije na jezik došla, a ti, Jahve, sve već znadeš.

Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig.

S leđa i s lica ti me obuhvaćaš, na mene si ruku svoju stavio.

At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!

Znanje to odveć mi je čudesno, previsoko da bih ga dokučio.

Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn?

Kamo da idem od duha tvojega i kamo da od tvog lica pobjegnem?

Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der;

Ako se na nebo popnem, ondje si, ako u Podzemlje legnem, i ondje si.

tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,

Uzmem li krila zorina pa se naselim moru na kraj

da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!

i ondje bi me ruka tvoja vodila, desnica bi me tvoja držala.

Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!"

Reknem li: "Nek' me barem tmine zakriju i nek' me noć umjesto svjetla okruži!" -

så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.

ni tmina tebi neće biti tamna: noć sjaji kao dan i tama kao svjetlost.

Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.

Jer ti si moje stvorio bubrege, satkao me u krilu majčinu.

Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.

Hvala ti što sam stvoren tako čudesno, što su djela tvoja predivna. Dušu moju do dna si poznavao,

Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;

kosti moje ne bjehu ti sakrite dok nastajah u tajnosti, otkan u dubini zemlje.

som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.

Oči tvoje već tada gledahu djela moja, sve već bješe zapisano u knjizi tvojoj: dani su mi određeni dok još ne bješe ni jednoga.

Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!

Kako su mi, Bože, naumi tvoji nedokučivi, kako li je neprocjenjiv zbroj njihov.

Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.

Da ih brojim? Više ih je nego pijeska! Dođem li im do kraja, ti mi preostaješ!

Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig,

De, istrijebi, Bože, zlotvora, krvoloci nek' odstupe od mene!

de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.

Jer podmuklo se bune protiv tebe, uzalud se dižu tvoji dušmani.

Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod;

Jahve, zar da ne mrzim tvoje mrzitelje? Zar da mi se ne gade protivnici tvoji?

med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender.

Mržnjom dubokom ja ih mrzim i držim ih svojim neprijateljima.

Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!

Pronikni me svega, Bože, srce mi upoznaj, iskušaj me i upoznaj misli moje:

Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!

pogledaj, ne idem li putem pogubnim i povedi me putem vječnim!